50 millioner til 5 borge
Bedre og mere moderne formidling skal gøre Haldborgene ved Viborg til en attraktion på linje med Hammershus på Bornholm og Kalø Slotsruin på Djursland.

"De 5 Hald'er" set fra øst med Hald Slotsruin i forgrunden. (Foto: Lis Helles Olesen/Holstebro Museum)
Senere på året udskrives en stor idékonkurrence om formidlingen.
Den ældste af Hald-borgene stammer fra år cirka 1200. Den blev afløst af en ny borg, der igen blev afløst af en tredje. De to sidste af de ”De 5 Hald’er” er herregårde.
Mange andre borgruiner i landet rummer kun et enkelt nedslag eller en kortere periode af danmarkshistorien, men ved Hald kan man på en times tid nå rundt og se hvordan borge er flyttet rundt i landskabet og med tiden har udviklet sig til herregårde.
Der er i dag ikke en samlet formidling, der binder borgene og herregårdenes historie sammen, men det skal det nye projekt ændre på. Projektet forventes afsluttet i 2020.