Dansk Byggeri: Valgkampen, der glemte det vigtigste
Kommentar til valgkampen af adm. direktør Jens Klarskov, Dansk Byggeri: Valgkampen 2007 har desværre mest handlet om Christiansborg-taktik og den spekulative leg med bogstavkombinationer i stedet for at fokusere på de væsentlige politiske spørgsmål.
Kaster man et blik over avisernes forsider på en tilfældig dag i valgkampen, er der større sandsynlighed for, at man kan læse, hvordan såkaldte "politiske eksperter" udlægger den seneste meningsmåling, end for at få politiske udmeldinger fra de politikere, hvis holdninger burde være centrale i en valgkamp.
Både medier og politikere har dermed misbrugt den glimrende mulighed en valgkamp er, for at komme med svar på de væsentlige problemer, som det danske samfund kæmper med.
Når vi går ned til valgstederne på tirsdag, så mangler vi stadig klare svar på, hvad politikerne vil gøre ved to væsentlige udfordringer:
For det første handler velfærd ikke blot om varme hænder, men også om rammerne om velfærden. Det er ikke nok at love flere penge til højere lønninger eller flere lærere, hvis skolerne er fyldte med skimmelsvampe, plejehjemmene er nedslidte og hospitalerne fuldstændig utidssvarende. Velfærdspolitik handler om at prioritere. I alt for mange år er de offentlige bygninger ikke blevet vedligeholdt, fordi politikerne ikke har prioriteret det.
I et velfærdssamfund som det danske bør de offentlige bygninger afspejle den almindelige velstandsudvikling, men alene på kommunernes bygninger er der i dag en regning på ti milliarder kroner, som skal betales, hvis der skal rettes op på fortidens manglende vedligeholdelse. Valgkampen har ikke givet svar på, hvordan dette problem skal løses.
For det andet skriger dansk erhvervsliv stadig på arbejdskraft. Den brede velfærdsaftale fra 2006 løser nemlig slet ikke problemet for de mange danske virksomheder, som allerede i dag står og mangler arbejdskraft.
Problemet bliver ikke mindre, når de store generationer går på pension. Her er brug for initiativer både på kort og langt sigt. Det handler om at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft. Det handler om at gøre det attraktivt for flere at yde en ekstra indsats. Det handler om at styrke integrationen. Og det handler om at sikre, at endnu flere – unge som voksne – får en uddannelse. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er uden tvivl den største trussel mod vækst og velfærd, men ej heller her har valgkampen givet klare svar.
Når de 179 nyvalgte gør klar til at indtage deres pladser i Folketinget efter tirsdagens valg, så står disse to udfordringer øverst på dagsordenen. Desværre handlede valgkampen om alt muligt andet.
Kommentar af Dansk Byggeri's adm. direktør Jens Klarskov.
Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk