Højhuse & protester går hånd i hånd
Højhusbyggerier er ikke populære blandt borgerne i lokalområderne. Det er efterhånden blevet således, at planer om højhusbyggerier og protester går hånd i hånd.
737 har indtil videre underskrevet en protest mod et 60 meter højt højhus i Kolding, og et andet sted i byen har borgere dannet en decideret protestgruppe mod et 17 meter højt hus.
Årsagerne til de mange protester er, at borgerne bliver nervøse for skygge og ændrede vindforhold som konsekvens af højhuset. Det oplyser etnolog Nicolai Carlberg fra virksomheden Hausenberg, der rådgiver om byudvikling.
Erfaringer fra andre højhusbyggerier er, at står borgerne sammen, så ændres planerne om højhusbyggeriet.
Både i Erritsø og Fredericia har borgere fået byen til at droppe planerne om højhusbyggerier.
- Politikerne har ikke råd til at trumfe, hvad som helst igennem. De er afhængige af deres vælgeres gunst og skal vælges igen. Så hvis de ikke kan forklarer, hvorfor projektet giver mening trods protester, så bliver de nødsaget til at finde på noget andet, siger Nicolai Carlberg til P4.
Kilde: P4 Syd- og sønderjylland