Arbejdsulykker oftest blandt unge
Hver tredje ansatte, der kommer ud for en arbejdsulykke, er mellem 18 og 29, viser en ny undersøgelse blandt vvs'ere. De unge udgør dermed den største risikogruppe på arbejdspladserne.
Tallene viser, at de unge står for 37,5% af alle arbejdsulykker, og statistikken for de unge vvs’ere er ikke enestående.
Sekretariatschef for Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg Jakob Munk siger:
- Generelt i byggeriet ser vi, at de unge langt hyppigere kommer til skade, og tallet er stigende. De unge har simpelthen brug for langt flere instrukser end erfarne kolleger, og det er desværre ikke altid, de får det, siger han og understreger, at landets erhvervsskoler også har et ansvar for at sætte sikkerhed og arbejdsmiljø højt på skoleskemaet.
Dansk Byggeri understreger, at arbejdsgiverne har et stort ansvar for at sørge for, at de unge kan gå hjem efter fyraften med arme og ben i god behold.
Kilde: ErhvervsBladet - www.erhvervsbladet.dk