Udenlandske byggefirmaer valfarter til Danmark
Der kommer mere end fem nye udenlandske byggefirmaer til Danmark hver eneste dag. Kun et fåtal af disse er omfattet af dansk overenskomst.
I alt er 2.711 udenlanske byggefirmaer aktive og momsregistrerede i Danmark (pr. 1. okober 2007), hvilket er en fordobling siden sidste år. I de sidste tre måneder har Skat i Tønder registreret 480 udenlandske byggefirmaer, hvor af 336 er tyske.
Størstedelen af de mange tyske byggefirmaer er mindre håndværksmestre, der arbejder som underentreprenører for danske virksomheder. Problemet er midlertid, at kun et fåtal af de mange virksomheder er omfattet af dansk overenskomst.
Dansk Byggeri har kun 71 udenlandske virksomheder som medlem, mens 3F har knap 150 tiltrædelsesoverenskomster med udenlandske virksomheder.
- Tallene maner til både eftertanke og handling. De understreger samtidig vigtigheden af den seneste ændring af Østaftalen, hvor vi - det vil sige både Dansk Byggeri og fagbevægelsen - fra nytår får adgang til informationer om de firmaer, der kommer til Danmark, siger gruppeformand John Larsen, Byggegruppen i 3F, der understreger, at det er en fælles opgave at sikre organisering og overenskomstdækning.
Kilde: 3F