23948sdkhjf

Fortsat fokus på byggepladsernes sikkerhed

Arbejdstilsynet gennemfører i dag endnu en uanmeldt aktion på byggepladser over hele landet. Aktionens fokus er rettet mod byggepladsernes sikkerhed.
Arbejdstilsynet har i 2006 og 2007 gennemført en række aktioner på de danske byggepladser. Aktioner der hver gang har vist, at der alt for mange steder er alvorlige problemer med sikkerheden. Konsekvensen er, at mange ansatte i bygge- og anlægsbranchen dagligt risikerer at komme ud for en arbejdsulykke. Det er dyrt - både for de enkelte ansatte, for virksomheden og for samfundet.

- Antallet af ulykker på byggepladserne og i bygge- og anlægsbranchen er skræmmende højt - og det er uacceptabelt, siger kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet.

- Alt for mange ulykker skyldes ubetænksomhed eller slet og ret sløseri, og det er bl.a. det, vi har i kikkerten under vores aktion i dag.

Under de tidligere aktioner er Arbejdstilsynet især slået ned på det farligste arbejde på byggepladserne, ikke mindst arbejde i højden. Ved dagens aktion vil også andre risikable områder blive kigget nærmere efter. Det drejer sig bl.a. om færdselsvejene på byggepladserne, der i de fugtige perioder af året giver risiko for udskridning af køretøjer, faldulykker pga. mudder osv.

- Vi kunne med glæde konstatere, at antallet af dødsulykker på byggepladserne faldt sidste år, men desværre samtidigt også, at antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen steg, oplyser Sonja Ploug Jensen.

- Og det er altså ikke nok, at man i branchen undgår de værste ulykker. Også de mindre alvorlige ulykker kan nemlig betyde langvarigt sygefravær for de ansatte - med deraf følgende ulemper for ansatte og arbejdsgivere samt store udgifter for samfundet til sygedagpenge mv.

Dagens aktion afvikles samtidigt med, at Arbejdstilsynet er ved at screene arbejdsmiljøet hos samtlige bygge- og anlægsvirksomheder med ansatte.

- I kraft af vores screeninger får vi foretaget en systematisk gennemgang af arbejdsmiljøet hos alle virksomheder, mens vi med aktionerne kan sætte spot på udvalgte risikoområder på byggepladserne. På den måde kommer vi ordentligt rundt om tingene, påpeger Sonja Ploug Jensen.

- For selv om der er tryk på byggebranchen i Danmark i dag, må det aldrig blive en undskyldning for at slække på sikkerheden.

I 2006 blev der anmeldt i alt 5.422 arbejdsulykker inden for bygge- og anlægsbranchen. Over de seneste 5 år er antallet af ulykker steget med mere end 20 %.



Kilde: Arbejdstilsynet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093