Kassekreditter reddet på målstregen
Et nyt lovforslag, som ville have fordoblet store virksomheders betalingstid over for små virksomheder, blev forleden ændret i 11. time og er nu vedtaget i folketingssalen. En klar sejr for de små og mellemstore virksomheder, mener Håndværksrådet, der repræsenterer omkring 20.000 SMVer. Lovændringen begrænser nemlig standardbetalingstiden fra 60 dage til 30 dage, og det er gode nyheder for SMVerne
Flere store virksomheder som f.eks. Dong, TDC, Carlsberg m.fl. presser deres mindre leverandører til at acceptere betalingstider på helt op til 120 dage.
Første udgave af det lovforslag, som nu er ændret, risikerede at øge betalingstiden til 60 dage mod i dag 30 dage. Det var nemlig anbefalingen fra flertallet i et lovforberedende udvalg bestående af Håndværksrådet og en række af de store virksomheders organisationer. Håndværksrådet var uenigt i anbefalingen og valgte at afgive mindretalsudtalelse og advare kraftigt imod de retningslinjer, som resten af erhvervslivets repræsentanter anbefalede.
- Tommelfingerreglen er og bør være, at virksomheder betaler hinanden inden for 30 dage. Det kan de fleste virksomheder sagtens se rimeligheden i, men en række større virksomheder spekulerer desværre i at trække deres betalinger urimeligt længe. Det rammer den lille tømrer, maler, smed eller andre, der leverer et stykke arbejde, men må vente i månedsvis på at få udgifter til løn og materialer dækket, siger chefkonsulent i Håndværksrådet, Jeppe Rosenmejer.
- I ly af finanskrisen er det blevet almindeligt, at store virksomheder trækker betalingerne i langdrag og dermed bruger deres små leverandører som en slags banker. Det er en meget skadelig tendens, som rammer de små og mellemstore virksomheder der, hvor det gør allermest ondt, nemlig på likviditeten. Derfor er det en betragtelig sejr for SMVerne, at loven blev ændret i 11. time, siger Jeppe Rosenmejer.
Håndværksrådet har haft foretræde i sagen for Folketingets Retsudvalg og har desuden drøftet problemet nærmere med en række retsordførere. Det resulterede i, at et enigt Retsudvalg valgte at stemme for et ændringsforslag fra justitsminister Morten Bødskov, så den generelle betalingsfrist for handler mellem virksomheder nedsættes fra op til 60 dage til 30 dage.
Opdrager på de store virksomheder
Den nye lov forbyder ikke betalingstider på over 30 dage. Det bliver nemlig fortsat muligt for virksomheder udtrykkeligt at aftale længere betalingsfrister, hvilket evt. kan være aktuelt i forbindelse med afbetalingsordninger. Derfor vil den enkelte virksomheds forretningsmoral fortsat være med til at afgøre betalingstiden i et vist omfang.
- Retningslinjerne kan omgås, men det skal aftales i hvert enkelt tilfælde, så det vil formentlig være med til at opdrage lidt på de store virksomheder. Jeg vil gerne se f.eks. Dong eller TDC forklare offentligheden og domstolene, at koncernerne desværre ikke har råd til at betale en regning på et par hundrede tusinde før om tre måneder, siger Jeppe Rosenmejer.
tøtte