Manglende skiltning på byggepladsen koster 5.000 kr.
SKAT har udtaget i alt 10 sager, som køres som prøvesager for at få skabt en domspraksis omkring manglende skiltning på byggepladser. Den første prøvesag har givet en bøde på 5.000 kr.
Det oplyser SKAT en forespørgsel fra Licitationen-Byggeriets Dagblad.
Reglerne trådte i kraft 1. januar 2013 og indebærer, at der ved byggepladser skal skiltes med, hvilke virksomheder der er involveret i byggeriet. Alle med kontrakt på mere end 50.000 kroner har pligt til at skilte, idet man dog kan nøjes med ét skilt, som indeholder de nødvendige oplysninger om de implicerede entreprenører.
- Kravet om skiltning - og bøder i forbindelse med manglende skiltning - er omfattet af en ny lovgivning. Det er domstolene der efter retsplejelovens bestemmelser skal fastsætte straffen for en lovovertrædelse. Da der er tale om ny lovgivning, hvor der ikke er fastlagt et bødeniveau af domstolene, skal der anlægges et passende antal prøvesager ved domstolene, siger Hans From, underdirektør i SKAT til Licitationen-Byggeriets Dagblad.
Lea Stentoft, konsulent i Dansk Byggeri, fremhæver, at bøde på 5.000 kr. ved en førstegangsforseelse flugter meget godt med det niveau, der blev lagt op til, da reglerne blev indført.
tøtte