23948sdkhjf

Forbrugerråd vil have håndværkersmiley

Forbrugerrådet Tænk vil have indført en håndværkersmiley, som skal sikre forbrugerne mod byggesjusk.
Nu skal glade og sure smileyer hjælpe os til at vælge den rigtige håndværker, så man som forbruger kan undgå byggesjusk.

Det mener i hvert fald Forbrugerrådet Tænk.

- Når forbrugere skal vælge en elektriker eller en VVS-arbejder, så skal man vide, om sikkerheden er i orden. En nem måde at gøre det på er, at virksomheden får en smiley, siger direktør Lars Pram.

Forbrugerrådet henviser til en kontrol i 2011, hvor Sikkerhedsstyrelsen fandt farlige eller alvorlige fejl i 58 procent af nye el-installationer.

Hos installatørernes organisation, Tekniq, er man enig, i, at der skal være mere åbenhed omkring håndværkernes arbejde.

Myndighederne gennemfører i dag kontrolbesøg for at tjekke håndværkernes egenkontrol, og Tekniq mener, at forbrugerne skal kunne få adgang til resultaterne.

Administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, mener dog ikke, at en decideret smiley-ordning burde være nødvendig.

- Når en virksomhed er autoriseret af det offentlige, så er det et kvalitetsstempel i sig selv. Autorisation er den højeste kvalitetssikring, og det burde svare til en glad smiley, siger han.

Hos Dansk Byggeri mener man, at det vil være vanskeligt at lave en smiley-ordning i praksis.

- Når man er ude på byggeopgaver, er der rigtig mange forhold, man skal tage hensyn til, siger erhvervspolitisk chef Torben Librius.

I stedet opfordrer han forbrugerne til at tjekke, om deres håndværker har en garantiordning. På den måde kan man opnå erstatning, hvis man er udsat for byggesjusk.

Folketingets erhvervsudvalg drøfter nu et lovforslag om autorisationer på el- og VVS-området. I den anledning mener Forbrugerrådet Tænk, at det er oplagt at inddrage en smiley-ordning.

Erhvervs- og økonominister Henrik Sass Larsen (S) har ikke haft tid til at kommentere forslaget over for Ritzau.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132