Medvind for gulvbranchen
Der er travlt som aldrig før i byggeriet. Folk bygger nyt, flot og smart, og der bliver i stigende grad fundet på flere nye og helt anderledes måder at lave gulve på.
- Det har været en utrolig god messe. Alle der var til stede fik besøg af de rigtige kunder og fik solgt rigtig godt. Vi tjente pengene hjem 2 gange på de tre dage messen varede, så vi er mere end tilfredse, siger Kim Bergholt Madsen, projektchef, Maxit Floor.
Og den holdning præger hele gulvbranchen, der for tiden har god vind i sejlene.
- Vi har aldrig haft så travlt som nu, og det er skønt, at der endelig er kommet en messe, som favner lige præcis de kompetencer og faggrupper, som vi gerne vil i kontakt med. Samtidig var der god tid til både at sælge, men også til at deltage i seminarer og konferencer, hvor man kunne hente inspiration til nye og anderledes måder at lave gulve på, udtaler Christian Strøm, formand for Gulvbranchen.
Gulvmessen 2007 blev afholdt for første gang i Herning Kongrescenter i dagene 21. til 23. august og er til dato Danmarks største samlede gulvmesse. I alt 40 virksomheder udstillede på messen, der fik besøg af 1267 gæster.
- Det har absolut været en succes, og vi støtter helt sikkert op om, at der skal komme endnu en gulvmesse, siger Kim Bergholt Madsen, projektchef, Maxit Floor.
Både Messecenter Herning A/S, som står bag Gulvmessen 2007, og Gulvbranchen er enige om, at Gulvmessen 2007 har været så stor en succes, at det har dannet et solidt fundament for ny omgang Gulvmesse i 2008.
Kilde: Gulvmessen www.gulvmessen.dk