Logistikken rammer Sanistål
Logistikken rammer Sanistål på pengepungen i den seneste delårsrapport, der dækker perioden 1. januar til 30. juni i år. Koncernen realiserede et resultat før skat, der er 13,5 mio. kr. lavere end samme periode sidste år. Sanistål nedjusterer forventningerne til hele året.
Faldet i resultatet skyldes udelukkende meromkostninger i forbindelse med den gennemgribende omlægning af logistikstrukturen i Danmark.
Alle andre udviklinger i regnskabet betegnes som meget tilfredsstillende.
Perioderegnskabet er blandt andet karakteriseret af:
- Sanistål-koncernens omsætningsvækst udgør 790,1 mio.kr. svarende en stigning på 35,2% i forhold til samme periode i 2006, heraf er 23,5% organisk vækst.
- Dattervirksomheder påvirker med et overskud på 22,5 mio. kr. mod 7,0 mio. kr. i samme periode i 2006.
- Omlægningen af logistikstrukturen forløber planmæssigt. Moderselskabets logistikomkostninger er imidlertid i forhold til 1. halvår 2006 negativt påvirket af ekstra, uforudsete drifts- og etableringsomkostninger vedrørende det centrale lager i Billund på 38 mio. kr.
Erfaringerne fra 1. halvår 2007 har medført en revurdering af logistikomkostningerne i Danmark, og det forventes nu, at der vil være ekstra, uforudsete logistikomkostninger for hele året i niveauet 60 mio.kr. i forhold til 2006.
Forventningerne nedjusteres
Som følge af logistikomkostningerne forventer koncernen et resultat før skat i niveauet 160 - 190 mio. kr., mod den hidtidige forventning på 220 - 240 mio. kr.
Kilde: Sanistål - www.sanistaal.dk