Miljøvenligt tagkoncept til Danmark
Easy FLEX Roofing får eneforhandling i Danmark af det miljøvenlige Rhepanol tagfolie
Det er Per Poulsen, stifter af SabetoFLEX, der står bag den nye virksomhed. Den tyske koncern FDT Flachdach Technologie er ophavsmænd til Rhepanol-løsningen, der blev lanceret helt tilbage i 1938. Selvom det er et af verdens ældste tagprodukter, er det aldrig blevet forhandlet på det danske marked. Per Poulsen forklarer:
- FDT lever et stille liv. Nogle håndværkere har hørt om Rhepanol, men de har aldrig haft det i hænderne. Det er meget brugt i for eksempel Tyskland og Rusland, men FDT er på ingen måde offensive i forhold til salg og markedsføring. Det er en tilbageholdende virksomhed, så jeg har selv sparket døren ind hos dem, siger Per Poulsen med et smil og tilføjer, at materialet på mange måder minder om WakaFLEX, der også er selvvulkaniserende.
Ingen brug af ild
Det nye firma går ind på markedet for at tilbyde et nemt og miljørigtigt alternativ til tagbelægning og Per Poulsen forklarer, at et tag på et mellemstort parcelhus på 150 kvm. kan monteres på under to dage:
- Rhepanol-folien rulles direkte på det eksisterende tagpap eller et lignende produkt, men kan også bruges til nybelægning. De selvvulkaniserende egenskaber betyder, at der ikke skal bruges brænder på noget tidspunkt. Det er helt uden ild, siger han og uddyber, at målgruppen primært er tømrere og blikkenslagere, som man vil give et ekstra produkt i værktøjskassen til gavn for både boligejere og erhvervslivet. For en virksomhed der eksempelvis er afhængig af, at holde en fast lav temperatur i bygningen, kan Rhepanol give en energimæssig besparelse:
- Rhepanol giver et mindre varmeindfald og en markant lavere temperatur på taget, hvis man benytter en hvid eller grå løsning. Det udmønter sig i en billigere drift og længere holdbarhedstid på eksempelvis et tagmonteret køleanlæg.
Dagligvarebutikker kan opnå markante resultater, fastslår Per Poulsen og fortæller, at sort er den sidste af de 3 standardfarver, og at den grå folie er malbar i den farve der ønskes. Derudover vil det beslægtede materiale Rhepanol hg også blive lanceret i Danmark. Det er udviklet til belægning af de stadig mere populære grønne tage, som man kender fra flere prisvindende byggerier i København.
Miljørigtig løsning
Rhepanol er et syntetisk gummimateriale, polyisobutylen (PIB), uden forurenende stoffer. Med stadig skærpede miljøkrav til byggeindustrien, betragter Per Poulsen renheden som en af de største fordele:
- Det har ingen afsmittende virkninger på miljøet. Indholdet i Rhepanol er det samme som i et plaster eller et stykke tyggegummi. Ved store mængder nedbør er der ingen afvaskning overhovedet, forklarer Poulsen og siger videre, at den ældste test af et Rhepanol-tag er fra 1956:
- Et tag på 180 kvadratmeter blev afmonteret og analyseret. Der var intet tegn på hverken slid eller UV-beskadigelse. Et fuldt funktionsdygtigt tag efter næsten 60 år, siger noget om bestandigheden mod vejr og vind.
Første salgskonsulent ansat
Easy Flex Roofing får base sammen med SabetoFLEX i Roslev ved Skive, og har ansat Thorkild Boutrup som salgskonsulent til det danske marked. Han kommer fra en lignende stilling hos Vento-Nordic, og skal i første omgang skabe opmærksomhed om produktet, erklærer Per Poulsen:
- Ting tager tid, især når man lancerer noget helt nyt. Vi skal præsentere materialet, og demonstrere fordelene for både håndværkere, arkitekter og bygningskonstruktører. Nu går vi først i gang i Danmark, og derefter fastsætter vi strategien for resten af Norden, fremhæver Per Poulsen.
tøtte
Billede 1: Rhepanol fk i rød monteret på beboelsesejendom.
Billede 2: Rhepanol fk, brun, monteret.
Billede 3: Rhepanol fk, standard grå, monteret.