Livora på konkursens rand
De første sommerhuse i storprojektet Tranum Ferieby er netop ved at stå færdige, men alvorlige økonomiske vanskeligheder har fået sommerhusproducenten Livora, der leverer ikke mindre end 140 huse til feriebyen, til at sætte det store byggeri i stå.
Det bekræfter direktør Bent Christensen fra Livora.
- Jeg kan kun sige, at der ligger et længere sagsforløb forud for den her situation, og at vi arbejder på en løsning. Men ellers har jeg ikke nogen kommentarer i øjeblikket, siger Bent Christensen til Nordjyske Stiftstidende.
På mandag behandles en konkursbegæring i skifteretten. Den er indgivet af en af sommerhusbyggeriets storleverandører, der ikke har fået sin betaling.
Livoras fabrik i Tårs, hvor der fremstilles sommerhuselementer, har allerede lidt under de økonomiske vanskeligheder - Godt 20 medarbejdere har mistet deres job.
Ifølge Bent Christensen fra Livora mangler virksomheden at færdiggøre 65% af byggeriet i Tranum, og kun få huse står klar til brug.