Efteruddannelse i bygningsbevaring
Alle landets arkitekter, tekniske rådgivere, kommunale byggesagsbehandlere og andre interesserede får nu tilbuddet om en efteruddannelse inden for bygningsbevaring.
Programmet byder på bygningsbevaring i både teori og praksis: Hvilke krav stiller lovgivningen til restaurering af fredede og bevaringsværdige huse? Hvordan kan man få støtte fra det offentlige? Hvor meget skal bevares og hvordan? Hvilke materialer, konstruktioner og håndværksmetoder skal man bruge, når det nye skal arbejde sammen med de eksisterende materialer og konstruktioner i huset?
Holdning frem for facitliste
- Som i så mange andre forhold findes der ingen entydig facitliste inden for bygningsbevaring. Det er i høj grad et spørgsmål om holdninger og valg. Kursets overordnede formål er da også at klæde deltagerne bedre på til at træffe disse valg. Derfor går begrebet "bevaringsværdier" og diskussionen af forskellige restaureringsprincipper igennem hele forløbet som en rød tråd, siger arkitekt Birte Skov, Kulturarvsstyrelsen.
Hver kursusdag har et bestemt tema, f.eks. By- og bygningsundersøgelse eller Vinduer, døre, træ og maling . Den teoretiske undervisning suppleres af en række konkrete eksempler. Der bliver bl.a. lejlighed til at høre om restaureringen af soklen på Amalienborgs rytterstatue, om fremstilling af tagsten og udbedring af svampeskader.
En del af undervisningen foregår i Raadvads værksteder, hvor deltagerne selv skal vurdere materialer og afprøve metoder.
Blandt underviserne er nogle af landets førende restaureringsarkitekter, håndværksmestre, producenter af byggematerialer og medarbejdere fra Kulturarvsstyrelsen.
Læs mere om tilmelding og kursus-forløb på Center for Bygningsbevaring's hjemmeside
Kilde: Kulturarvstyrelsen & Center for Bygningsbevaring