Trekroners nye knudepunkt
Fredag 29. juni sætter Roskildes borgmester sig i entreprenørmaskinen og tager første spadestik til butikscentret i det nye Trekroner Center, der skal forbinde Trekroner Station og RUC. I efteråret 2008 indvies det nye knudepunkt, der er tegnet af Kim Utzon.
- Trekroner Center er en vigtig brik i udviklingen af Trekroner. Det lukker et hul og skaber helt ny sammenhæng i området, og med de nye indkøbsmuligheder bliver området mere komplet og bynært, både for beboere, virksomheder og universitetets studerende og medarbejdere. Trekroner er et vækstområde i Roskilde Kommune og med Kim Utzons arkitektur bliver Trekroner et flot, samlende centrum for området, siger Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen (A).
For arkitekt Kim Utzon har opgaven været at skabe en aktiv og levende bydel, både for de kommende beboere og for de mange rejsende, der dagligt passerer gennem området fra stationen til universitetet. To 5-etagers boliglænger skærer sig ind i det skrånende terræn og indrammer et centralt indkøbsområde med en samlende plads samt et åbent græsareal med 5 punkthuse på en hævet plint i midten.
Erhvervsmægler Henrik Nikolajsen fra Nybolig Erhverv Jørgen Klode, der står for udlejningen af butikker og kontorer i det nye center, fortæller at der allerede er rift om de nye lokaler.
- De første lejeaftaler er allerede på plads. Det er sjældent vi kan udbyde et butikscenter i et udbygget boligområde, og med et kundegrundlag på 8-10.000 mennesker er butikkerne særdeles attraktive. Det er et naturligt lokalcenter, der med centeret bliver mere levende og aktivt, siger Henrik Nikolajsen.
Hos ejendomsmæglerfirmaet Home Roskilde, der står for salget af privatboligerne, er man lige så fortrøstningsfuld.
- Mens resten af boligmarkedet er lidt stille, er det helt anderledes her. Cirka halvdelen af første etape er solgt, primært de store lejligheder. De mindre 1- og 2-værelses er der først så småt ved at komme gang i, for de unge købere planlægger ikke så langt ud i fremtiden. Men det kommer også til at gå stærkt, for med butikscenter, togstation og universitetet er beliggenheden perfekt. Hele projektet kommer til at give et generelt løft til bydelen, siger Erik Svendsen, indehaver af Home Roskilde.
Det er de to udviklingsselskaber, 2L Development A/S og Basen Invest A/S, der i fællesskab har udviklet projektet. Når hele byggeriet om godt tre år står færdigt, vil det tilsammen rumme 45.000 etagemeter boliger, butikker og erhverv.
- Det er et meget stort projekt, som er en væsentlig brik i en endnu større helhedsplan. Trekroner er området med landets største byggeaktivitet udenfor Ørestaden, og det er dejligt at have del i den udvikling, udtaler Lau Christensen og Ino Dimsits samstemmende fra de to selskaber bag projektet.
Kilde: Basen Invest A/S og 2L Development A/S