Flügger indfriede forventninger til top og bund
Forretningsåret 2006/07 indfriede koncernens forventninger både til top- og bundlinje. Nettoomsætningen blev 1.449 mio. kr. eller 8 % mere end sidste år, især med et pænt 4. kvartal med en omsætningsfremgang på 12 %.
Flüggers bruttoresultatet blev 784 mio. kr. eller 9 % mere end sidste år. Den lidt større vækstrate end salget skyldes større kontantsalg, samt at det er lykkedes at holde produktionsomkostningerne i ro.
Primært driftsresultat, EBIT, landede på 133 mio. kr. kontra 135 mio. kr. sidste år. Det mindre fald i resultatet skyldes den organiske vækst med mange nye butikker, ikke bare i år men også de to foregående år. Da man normalt regner med, at en butik først er lønsom efter 3 år, var udviklingen forudsigelig.
Efter finans netto på 28,7 mio. kr., kontra 17,5 mio. kr. sidste år, fik Flügger et ordinært resultat før skat på 162 mio. kr. eller 6 % mere end sidste år.
Årets nettoresultat er på 114 mio. kr. kontra 110 mio. kr. sidste år.
Fremtiden for Flügger
I overensstemmelse med den lagte strategi frem mod 2010 vil man fortsætte bestræbelserne på at fastholde positionen på det danske marked til malere og konsumenter. I Sverige og Norge vil man yderligere udvide distributionsnettet og satse på fortsat organisk vækst.
Koncernen vil med salgsdivision DAY-system styrke sin position på det voksende marked for salg af bygningsmaling og træbeskyttelse. DAY-system har udviklet et interessant sortiment, som er specielt selvbetjeningsorienteret, hvortil man har store forventninger.
Der forventes i lighed med de foregående år, at koncernen kan tage markedsandele på alle væsentlige markeder, hvilket samlet burde give en omsætningsfremgang på 5 til 10 %.
Kilde: Københavns Fondsbørs