Årets alufacade ligger i Kolding
Syddansk Universitets nye bygning i Kolding er løbet med prisen som årets aluminiumsfacade 2015.
Vinderbygningen er blandt andet kendetegnet ved at have en dynamisk facade, der er delt op i en række trekantede elementer. De kan ved hjælp af små motorer automatisk justeres, alt efter om det er sol eller regn og på den måde sikre behagelige lokaler til de studerende og give et markant arkitektonisk udtryk.
- Hovedprisen går til en bygning med markant og innovativ arkitektur, hvor det er lykkedes at få form og funktion, bæredygtighed, energi og indeklima til at gå op i en højere enhed, lød det blandt andet i dommernes begrundelse.
Fokus på mulighederne i aluminium
Prisen er blevet til i et samarbejde mellem alufacadesektionen i Dansk Byggeri, Aluminium Danmark i Dansk Industri og sponsorerne Alucobond, Alumeco og Schüco.
- Med en kåring som denne kan vi få sat lidt fokus på, hvor meget man egentlig kan opnå med glas-alu-facader, og hvordan materialerne kan tænkes ind i en grøn og miljørigtig tankegang, siger Carsten Pedersen, teknisk konsulent fra Dansk Byggeri.
Ud over hovedprisen blev der også uddelt en ekstrapris. Den gik til Kara Noveren i Roskilde for en facade, der er blevet behandlet med en speciel proces for at give et patineret look og samtidig fjerne rustafsmitning.
Sammen med de to priser fulgte også en pengepræmie på 25.000 kroner til hovedprisen og 5.000 kroner til ekstraprisen.
Dommerkomiteen bestod af professor ved Aalborg Universitet Per Heiselberg, arkitekt fra Transform Lars Serup, ejer af AP Facader Jan Lunde, salgschef hos Alumeco Jakob Jespersen, sekretariatsleder hos Aluminium Danmark Jim Hansen og konsulent i Dansk Byggeri Carsten Pedersen.