23948sdkhjf

Tyndere ordrebøger skærper konkurrencen

Ordrebeholdningen er faldet drastisk i byggeriet det seneste år, og det presser bygge- og anlægsvirksomhederne på produktiviteten.
- Markedet svinder ind, og der er meget, meget hård konkurrence i byggebranchen, siger chefanalytiker hos Dansk Bygger, Finn Bo Frandsen, til Building Supply.

Vurderingen kommer i kølvandet på en dugfrisk stemningsrapport fra bygge- og anlægsbranchen, Konjunkturbarometeret, som Danmarks Statistik har udarbejdet.

Udsagnet er bygget op omkring, at byggevirksomhedernes vurdering af ordrebeholdningen er faldet markant det seneste år.

Således vurderer en overvægt af virksomheder – svarende til 29 procent af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen – i februar 2015, at ordrebeholdningen ikke er tilstrækkelig . Det er en væsentlig større andel end ved samme tid sidste år, hvor det var en overvægt af virksomheder med 11 procent af beskæftigelsen, der meldte om en ikke tilstrækkelig ordrebeholdning.

Kamp om produktivitet
Finn Bo Frandsen peger også på, at lønudviklingen i bygge- og anlægsbranchen står stille. Det er først og fremmest et tegn på, at der også er skærpet konkurrence om byggejobbene, men dernæst fortæller udviklingen også, at kampen om rentable projekter bliver afgjort hos den enkelte byggeledelse.

- Det er blevet en kamp om bedre produktivitet. Virksomhederne skal være endnu mere effektive og produktive for at kunne klare sig i konkurrencen. Og det er en opgave for ledelsen, at få opgaverne til at hænge sammen økonomisk, forklarer Finn Bo Frandsen.

Renoveringsaktiviteten hårdest ramt
Årsagen til den faldende ordrebeholdning skal især forstås i lyset af det ophørte håndværkerfradrag – BoligJobordningen – samt faldende investeringer i renovering af alment byggeri. Begge dele rammer renoverings- og vedligeholdelsesaktiviteten hårdt.

Chefanalytikeren fra Dansk Byggeri henviser i øvrigt til den 2015-konjunturanalyse, som erhvervsorganisationen udsendte for nyligt.

- Investeringerne i almene boliger falder med cirka 2,5 mia. kr., og det svarer til en omsætning hos virksomhederne på 2 mia. kr., når moms og afgifter trækkes fra, siger Finn Bo Frandsen.

Det er såmænd ingen nyhed, at den danske bygge- og anlægsbranche har svært ved at ryste krisen af sig . For selvom det nu er omtrent syv år siden, at finanskrisen ramte landet, så har stemningen i byggeriet været for nedadgående hele 2014.

Temperaturen steg dog en smule fra – minus 15 til minus 12 – på bygge- og anlægsbranchens konjunkturbarometer i februar, som Danmarks Statistik udarbejder. Men stigningen skal altså ses i lyset af, at tendensen gennem det seneste år har vist et tydeligt fald fra minus 2 i januar 2014 til minus 15 i januar 2015.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1