23948sdkhjf

Danmark har fået 19 nye jobambassadører

Danske vidensarbejdere i udlandet skal være med til at promovere Danmark som et attraktivt sted at bo og arbejde for udenlandske højtuddannede. Sådan lyder recepten bag et pilotprojekt, som Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) og Dansk Industri gennemfører. Pilotprojektet er en del af beskæftigelsesministeriets 13-punktsplan.
De tre organisationer har nu udvalgt i alt 19 såkaldte jobambassadører blandt de af IDA og DJØF’s medlemmer, som arbejder i udlandet. Jobambassadørerne, der arbejder på frivillig basis, er rekrutteret i henholdsvis Tyskland, Polen, Frankrig og Kina.

Formålet er at opbygge et ambassadørnetværk af danske højtuddannede i de fire lande, som kan være med til at skaffe vidensarbejdere til danske virksomheder. Sammenlignet med en række andre EU-lande og eksempelvis USA og Canada, står Danmark nemlig svagt på verdenskortet, når udenlandske højtuddannede skal vælge jobland.

- Der er mange måder at skabe synlighed på, men en af de effektive, er den personlige anbefaling, og her er ideen altså at prøve, om vi via vore medlemmer i udlandet kan øge interessen for det danske arbejdsmarked hos deres højtuddannede kolleger, siger Ole Marqweis, formand for arbejdsmarkedsudvalget i Ingeniørforeningen.

Hvis ideen slår igennem er der potentiale for at øge antallet af jobambassadører, idet IDA og DJØF tilsammen har omkring 3.000 medlemmer, som i kortere eller længere tid arbejder i udlandet.

- Manglen på arbejdskraft i Danmark betyder, at vi skal tænke nyt og afprøve nye metoder til at gøre opmærksom på Danmark som attraktivt arbejdsland. Så vi håber virkelig, at projektet bliver en succes, siger Forskningschef Charlotte Rønhof, Dansk Industri.

Et andet element i projektet handler om at udvikle en ”velkomstpakke” til de udlændinge som så vælger at arbejde i Danmark. Vigtige ingredienser i pakken er rådgivning om dansk arbejdskultur, løn og ansættelsesvilkår samt tilbud om at deltage i netværk, for blot at nævne nogle eksempler.

- Vi må indse og handle efter, at vi lever i en international verden. Og vi bliver kun dygtigere, hvis vi tør importere kompetencer, der kan udfordre vores. Også derfor er projektet vigtigt, siger Jan Helmer, der er formand for DJØF-Privat.

Pilotprojektet løber frem til udgangen af 2007.

Kilde: Dansk Industri - www.di.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12