Darwin Centre Phase Two - en kokonformet betonkonstruktion
Fredag den 1. juni var der rejsegilde på Darwin Centre Phase Two, en kokon-formet udvidelse af det berømte Natural History Museum i London. Darwin Centre Phase Two er tegnet af Arkitektfirmaet C. F. Møller.
- Det er utroligt udfordrende og krævende at være med til at realisere en bygning, der er så meget anderledes fra alt, hvad tegnestuen har lavet før - og i en kontekst, der er meget forskellig fra Danmark. Via C. F. Møllers London-afdeling står vi selv for at detaljere og føre tilsyn med byggeriet og er dybt involveret i byggeprocessen, fortæller Anna Maria Indrio, arkitekt og partner i Arkitetkfirmaet C. F. Møller.
Byggeriet af Darwin Centre Phase Two gik i gang for præcist et år siden. Konstruktionen er nu nået til niende og øverste etage med de karakteristiske ovale betondæk, der kommer til at ligge indeni bygningen.
Når udvidelsen åbner i 2009, vil museumsgæsterne kunne gå på opdagelse inde i kokonen, der både skal indeholde museets enestående samling af 28 millioner insekter og 3 millioner planter samt arbejdende laboratorier for 250 forskere fra hele verden. Arkitektfirmaet C. F. Møller blev udvalgt til opgaven blandt 59 internationale arkitektfirmaer i en konkurrence i 2001.
C. F. Møller i London
Arkitektfirmaet C. F. Møllers afdeling i London beskæftiger 15 medarbejdere. Ud over Darwin Centre Phase Two arbejder afdelingen lige nu med en udvidelse af verdens største søfartsmuseum, National Maritime Museum i Greenwich, samt et stort kontorbyggeri ganske få hundrede meter fra Sankt Pauls Cathedral i det centrale London.
Stor erfaring med museumsbyggeri
Arkitektfirmaet C. F. Møller har omfattende erfaring inden for museumsbyggeri, heriblandt udvidelsen af Statens Museum for Kunst, udvidelse af Naturhistorisk Museum i London med Darwin Centre Phase Two, Vendsyssel Kunstmuseum, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museum, Steno Museet i Århus, udvidelsen af Århus Kunstbygning og udvidelsen af Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg samt renovering og nyindretning af Certosa e Museo di San Martino i Napoli.
Foto taget af fotograf Torben Eskerod.
Kilde: C.F. Møller - www.cfmoller.com