23948sdkhjf

KHR vinder international stålpris i både Danmark og Sverige

KHR arkitekter vinder Den Europæiske Stålpris - eller ”ECCS European Steel Design Award 2007” – i Danmark, mens KHR Rundquist vinder i Sverige. Priserne er tilfaldet tegnestuerne for et skelsættende stålskelet til Fiberline-byggeriet ved Middelfart og et svævende ståltag ved Vällingby Centrum i Stockholm.
Hvert andet år uddeles Den Europæiske Stålpris til nationale vindere i en række europæiske lande. Sidst ceremonien løb af stablen i 2005, vandt KHR arkitekter for udformningen af Flintholm Station i København. Nu har KHR arkitekter sammen med KHR Rundquist fordoblet sine podiepladser ved at vinde både i Danmark og Sverige. Priserne overrækkes senere på året - medio september - ved en ceremoni i Luxemburg i forbindelse med ECCS’ årsmøde.

Let og slank stålkonstruktion
Den danske pris tilfalder KHR arkitekter for det banebrydende Fiberline-byggeri, der ligger ved motorvejen uden for Middelfart. Bygningen rejser sig skulpturelt i det fynske landskab som et 330 meter langt bakkedrag og samler både produktion, produktudvikling, administration og logistik i et åbent ubrudt rum.

Bedømmelsesudvalget sagde bl.a. at ”Fiberlines bygning er et fremragende eksempel på ståls potentiale til at skabe lette og slanke konstruktioner, der samtidig er absolut konkurrencedygtige ... Fiberline-byggeriet viser, hvordan funktion, æstetik og værdier kan gå op i en højere enhed.” Den danske jury er sammensat af Dansk Stålinstitut.

Samlende konstruktion med egen identitet
Den svenske pris vinder KHR Rundquist for det svævende tag i Vällingby Centrum tæt ved Stockholm. Taget bidrager til at skabe et interessant arkitektonisk byrum i det nyopførte centrum og bygger formfuldendt videre på stedets egen grammatik.

Juryen i Sverige underbyggede deres udnævnelse således:

- Det svævende tag i Vällingeby Centrum er et bygningsværk, der viser, hvordan veludførte konstruktioner kan bidrage positivt til helheden i bymiljøet og samtidig være et bygningsværk med en egen stærk identitet. Konstruktionen er begribelig og har en fin balance mellem økonomi og udseende. Den svenske jury er sammensat af Stålbyggnadsinstitutet.

Stålprisens ophav
Bag ECCS European Steel Design Award står “The European Convention for Constructional Steelwork”, der er en føderation af ”The National Associations of Steelwork Industries”. Sidstnævnte dækker over et verdensomspændende netværk af industrielle firmaer, universiteter og forskningsinstitutter.



Kilde: KHR - www.khr.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078