Motorstyrede vinduer regulerer indeklima
WindowMaster har leveret en avanceret indeklimaløsning baseret på naturlig ventilation til Ørestad Gymnasium
Det godt 10.000 etagemeter store gymnasium, der for nylig blev indviet af kronprins Frederik og svenske kronprinsesse Victoria, er nemlig udstyret med en avanceret indeklimaløsning, som er baseret på naturlig ventilation og sikrer, at eleverne og lærerne altid har perfekte arbejdsbetingelser med frisk luft, behagelig temperatur og en passende mængde af sollys.
Systemet er leveret af WindowMaster i Vedbæk og består i korte træk af 195 motorstyrede vinduer, der regulerer bygningens indeklima ved hjælp af et kontrolleret og computerstyret luftskifte gennem mere eller mindre åbne vinduer. Herved udnyttes de naturlige drivkræfter, som skabes af temperaturforskelle mellem ude og inde, vinden omkring bygningen samt den termiske indendørs opdrift.
Hele gymnasiet er opdelt i 27 selvstændige indeklimaområder, der er udstyret med hver sin sensor til at måle luftens CO2-indhold og temperatur, og ud fra disse data styres vinduerne i det pågældende område. Det hele kan dog også reguleres manuelt med håndkraft. Vinduerne anvendes samtidig til røgventilation, og hele systemet er opbygget som et “No-break”-anlæg, hvilket vil sige, at der altid vil være batteri-backup i tilfælde af svigt på hovedstrømforsyningen.
Parallelt med den naturlige ventilation har WindowMaster opbygget et system til styring af sollamellerne på vinduerne. Her registrerer en række sensorer dels lysstyrken fra solen og dels varmen inde i lokalet. På basis heraf styres de udvendige sollameller, således at solmængden inde i gymnasiet altid er passende og behagelig.
WindowMaster leverer også løsninger med automatisk vinduesåbning til eksempelvis natkøling, brandventilation, solafskærmning og comfortkøling.
Kilde: WindowMaster - www.windowsmaster.dk