Tømrermester i økonomisk klemme med EUX-elev
Ansættelsen af en EUX-elev gav sidste år budgettet hos Tømrerfirmaet Adamsen A/S i Havnelev ved Rødvig på Stevns en ordentlig én på tuden.
- Jeg forhørte mig hos Dansk Byggeri, BAT-Kartellet og flere forskellige skoler, men ingen kunne give mig en pris på, hvad det kostede for en EUX-elev, og de tal jeg fik fra EUC Sjælland var en tredjedel under den egentlige pris. Det et er udelukkende på grund af dem, at vi fik det her problem, siger Niels Freitag til Mester Tidende.
- Medregner man de variable omkostninger under hele uddannelsen, så er tabet for mesteren faktisk helt oppe 420.000 kroner, hvis eleven går på timeløn. Det er jo urimeligt, at det skal koste 100.000 kroner om året at uddanne en EUX-elev, siger Niels Freitag til Mester Tidende.
Eleven opsagt
- Vi forsøgte først at lave en gensidig opsigelse af aftalen, men blev presset til ensidigt at opsige eleven. Siden har jeg brugt mere end 250 timer på møder og i telefonen på sagen. Den samlede udgift for det her er over 400.000 kroner, siger Niels Freitag, medindehaver af Tømrerfirmaet Adamsen A/S til Mester Tidende.
Hos Erhvervs Uddannelses Center Sjælland fik Niels Freitag at vide, at der var nogenlunde balance hvis han som minimum bare fakturerede 71,30 kroner pr. time eksklusiv variable udgifter.
Men det tal var skudt langt under mål. Som Mester Tidende kunne afsløre i sidste udgave er det rigtige tal for at uddanne en EUX-elev 209 kroner i timen fordelt over hele læretiden.
- Medregner man de variable omkostninger, skal der faktureres minimum 282 kroner i timen eksklusiv moms, siger Niels Freitag til Mester Tidende.