Konkursramte MSE genopstår i nyt entreprenørselskab
Næsten alle entrepriseopgaver fortsætter i et nystartet selskab, som bevarer halvdelen af arbejdspladserne fra Falster-entreprenøren.
MSE A/S
Entreprenørvirksomheden MSE blev stiftet i 1934 af Mikael Sørensen. I 1969 blev firmaet overtaget af hans tre sønner, Finn, Ib og Sven, hvorefter Ibs søn – nuværende direktør Jan Lyngby Sørensen – overtog driften i 1998.
I 2003 gik virksomheden – som dengang hed A/S Mikael Sørensens Eftf. – konkurs, hvorefter den genopstod som MSE A/S. Siden konkursen har MSE A/S givet overskud på driften i 9 af 11 regnskabsår.
• 2003: 5,6 mio. kr.
• 2004: 3,9 mio. kr.
• 2005: 5,5 mio. kr.
• 2006: 11,5 mio. kr.
• 2007: 12,8 mio. kr.
• 2008: 10,1 mio. kr.
• 2009: -4,5 mio. kr.
• 2010: 0,6 mio. kr.
• 2011: 10,9 mio. kr.
• 2012: 15,6 mio. kr.
• 2013: -14,7 mio. kr.
MSE Entreprise A/S blev stiftet 9. februar i år af Lars Lyngby Sørensen, bror til MSE-direktør Jan Lyngby Sørensen og i øvrigt direktør i elinstallationsvirksomheden Enelco ApS, som han ejer størstedelen af gennem holdingselskabet Lars Lyngby Sørensen ApS.
- Selv om vi kun har haft få dage til at gå alt igennem, er jeg sikker på, at MSE fortsat vil eksistere i mange år. Og udvikle sig fra, hvor virksomheden er nu. Vi er tilbage ved kerneforretningen, hvor firmaet altid har givet overskud, siger Lars Lyngby Sørensen til folketidende.dk.
Han henviser til, at MSE A/S havde overskud på driften i 9 af de sidste 11 regnskabsår (se boks). Underskuddet på knap 15 mio. kr. i 2013-regnskabet skyldtes en enkelt opgave, som altså endte med at påføre entreprenørvirksomheden så stor en belastning, at direktør Jan Lyngby Sørensen den 3. februar i år begærede MSE A/S konkurs.
MSE Entreprise A/S beholder de nuværende lokaler i Nørre Alslev, ligesom Jan Lyngby Sørensen fortsætter i rollen som direktør for selskabet.