Universitetssygehus Køge bygges i ni etaper
Det store sygehusbyggeri til fire milliarder kroner bliver opdelt i ni etaper og cirka 30 udbud. Det skal give en bredere kreds af entreprenører mulighed for at byde på opgaverne.
Den overordnede intention har været at skabe en model, der fremmer samarbejdet mellem byggeriets parter og giver mulighed for at bringe de rette kompetencer i spil til rette tid.
- Vi vil inddrage entreprenørerne og deres faglige kompetencer allerede inden de endelige tegninger færdiggøres. Dermed forventer vi at få det bedste samarbejde, den højeste kvalitet og den laveste pris, siger Susanne Lundvald, næstformand i udvalget for sygehusbyggeri.
Et nært samarbejde mellem alle byggeriets parter skal også forebygge forsinkelser og ekstraarbejde for entreprenører og rådgivere. Opdelingen i ni etaper sikrer samtidig, at sygehusets drift kan opretholdes gennem hele byggeperioden.
- Vi ser en stor værdi i at få inddraget de entreprenører, der skal bygge sygehuset, så tidligt som muligt. Med deres faglige kompetencer i spil kan vi sikre, at vi får løsninger af høj kvalitet – og som også reelt kan bygges og gennemføres, forklarer Susanne Lundvald.
Det nye sygehus får et samlet areal er cirka 185.000 kvadratmeter og bliver dermed tre gange så stort som det eksisterende. Byggeriet indledes i 2016, og hele Universitetssygehus Køge ventes i fuldt brug i 2021.
- Entrepriserne på etaperne får varierende størrelse, og på den måde kan flere typer af entreprenører byde på entrepriserne. Det kan være både store og små, indenlandske og udenlandske entreprenører. Vi forventer, at der bliver i alt 30 udbud, siger projektdirektør Helle Gaub.