Byliv efter amerikansk forbillede
Jeudan investerer i nyt underjordisk p-anlæg under Skuespilhuset og baner vejen for mere byliv på den kommende Kvæsthusplads i København.
Kvæsthusmolens to grundejere, Kulturministeriet og Jeudan, stifter sammen Realdania foreningen ”Ofelia Beach”, der blandt andet sikrer bylivet i form af kulturarrangementer på den nye Kvæsthusplads. Foreningen skal i fremtiden stå for både planlægning og afvikling af forestillinger og arrangementer og derigennem sikre Kvæsthuspladsens rolle som fornem ramme om kultur og byliv.
- Kvæsthusprojektet bliver en styrkelse af kulturlivet i Københavns hjerte. Med den nye plads, der opstår omkring Skuespilhuset, får Det Kongelige Teater endnu smukkere omgivelser – til glæde for de mange teatergæster og for byens øvrige borgere og turister. Og med den nye Kvæsthusplads, som efter planen står færdig i efteråret 2015, får teateret oven i købet en ny scene til udendørs aktiviteter med byen som kulisse, siger kulturminister Marianne Jelved.
Et aktivt byrum fyldt med mennesker
P-anlægget, som er i tre etager under jorden og får plads til 500 biler, spiller en nøglerolle i at styrke områdets attraktivitet med den helt nye Kvæsthusplads og et betydeligt løft til den tilstødende Sankt Annæ Plads.
Realdania udfører og finansierer Kvæsthuspladsen og p-anlægget med en samlet donation på ca. 600 mio. kr., hvoraf en mindre del kommer tilbage til Realdania ved salget af p-anlægget til Jeudan. I forbindelse med anlægget nedlægges i alt 500 p-pladser i bydelen i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning – en beslutning, som netop har banet vejen for at give Sankt Annæ Plads et løft og styrke bylivet.
I foråret 2016, når omdannelsen af Sankt Annæ Plads nærmer sig sin afslutning, er det planen at indvie hele det nye område:
- Nu får vi endelig transformeret dette område med den fantastiske beliggenhed og får skabt nye muligheder både over og under jorden. Vi glæder os til at kunne indvie hele området til næste forår – med Kvæsthuspladsen, p-anlægget og Sankt Annæ Plads, hvor vi lige har taget første spadestik til omdannelse og klimasikring. Målet er at skabe et aktivt byrum fyldt med mennesker, aktivitet og kulturelle oplevelser. Takket være p-anlægget, der kommer i trygge hænder hos Jeudan, skabes der plads til al dette over jorden, samtidig med at bilisterne får en helt unik parkeringsoplevelse, når det nye anlæg møder dem med lyse og trygge rammer – og er en arkitektonisk oplevelse i sig selv. Alt i alt et markant løft til områdets byliv, siger Realdanias adm. direktør Jesper Nygård.
God parkeringsoplevelse
Selve det at parkere skal være en kvalitetsoplevelse, når man i fremtiden ankommer til Kvæsthuspladsen og Sankt Annæ Plads, hvor tilkørslen til det nye anlæg skal ligge. Anlægget er blevet til med inspiration fra de meget elegante p-anlæg, man bl.a. finder i Lyon i Frankrig. Et højloftet rum i anlæggets ene side skal give et markant lysindfald på parkeringsdækkene, og det skal sammen med lyse parkeringsdæk med få søjler gøre parkeringen let og tryg.
Et anlæg af denne standard koster væsentligt mere at opføre, end man kan få for det på markedet. Det tab, som Realdania tager ved at sælge anlægget til Jeudan til markedspris, er således en filantropisk donation til København.