Her rydder Region Nordjylland op efter jordforurening
I 2015 kan grundejere seks steder i Nordjylland se frem til, at få ryddet op på forurenede grunde.
Grøn prik viser, hvor Region Nordjylland udfører større undersøgelser. Orange prikker viser steder, hvor der gennemføres afværge.
Oprydningen af jordforurening sættes i gang som del af en ny indsatsplan for jordforurening 2015. Planen indeholder en prioritering af indsatser de steder i Nordjylland, hvor jordforurening udgør en risiko for grundvand eller menneskers sundhed.
- Ligesom tidligere retter vi også i år vores indsatser mod de steder, hvor forureningen udgør den største risiko for vores grundvand, borgernes sundhed og miljøet, siger Kenn Bloch Mortensen, kontorchef for Jordforurening og Råstoffer i Region Nordjylland.
I år vil Region Nordjylland gennemføre afværge på i alt seks grunde. Afværge vil sige, at vi arbejder med at begrænse forureningen på steder, hvor der tidligere er konstateret forurening. Afværgen gennemføres på to ejendomme forurenet med olie og fire ejendomme forurenet med tjære.
Mange forurenede grund i regionen
På den ene ejendom gennemføres afværge for at beskytte vandindvindingen ved det nærliggende vandværk, mens det på de resterende ejendomme skal fjerne risikoen ved forureningen for de mennesker, der bor på de forurenede ejendomme.
- Uanset hvordan en grund er blevet forurenet, kan forurening af jord og grundvand være til skade for både menneskers sundhed og miljøet. Derfor er jordforurening et vigtigt regionalt indsatsområde. Men vi er nødt til at prioritere, for der er mange forurenede grunde i regionen, og vi kan ikke sætte ind alle steder på en gang, siger Henrik Ringbæk Madsen, formand for Region Nordjyllands udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø.
Udover at fastlægge, hvor Region Nordjylland i 2015 vil arbejde med at afværge og rydde op efter forurening, indeholder indsatsplanen også en oversigt over, hvor Region Nordjylland vil lave afgrænsende undersøgelser på grunde, hvor der tidligere er konstateret forurening.
Region Nordjylland har i 2015 afsat 6,8 mio. kr. til de nye indsatser mod jordforurening, som vil gå i gang i løbet af foråret.