Realdania giver 75 millioner til Isfjordscenter i Grønland
Realdania samarbejder med Grønlands Selvstyre og Qaasuitsup Kommunia om etablering af et Isfjordscenter i Ilulissat.
Ilulissat ligger på Grønlands vestkyst ved Diskobugten, 250 kilometer nord for polarcirklen. Isfjorden udgør et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer udspiller sig for fuld udblæsning, og hvor besøgende har mulighed for at overvære en af verdens mest aktive, kælvende gletchere på helt tæt hold. I 2004 blev isfjorden optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Realdania har bevilget 75 mio. kr. til etablering af Ilulissat Isfjordscenter, mens der fra grønlandsk side bidrages med omkring 20 mio. kr. Der forestår nu en proces, hvor der skal skaffes finansiering til etablering af udstilling og formidling, og hvor projektet skal færdigudvikles og opføres.
Adm. direktør Jesper Nygård i Realdania fremhæver, at Ilulissat Isfjordscenter vil få stor værdi for Grønland og for verdens befolkning i øvrigt:
- De meget synlige spor af indlandsisens afsmeltning er ikke nogen nyhed for de mennesker, der bor på Grønland. Men med isfjordscentret vil der være unikke rammer til at vise og formidle for os andre – og for turister fra hele verden – nogle af de helt håndgribelige konsekvenser af klimaforandringerne. Vi ser i Realdania meget frem til det videre samarbejde med Selvstyret og Qaasuitsup Kommunia om færdigudvikling af projektet.