Unicon tester ny ’grønnere’ cement
Seks tons cement af prototypen SCM blev blæst op i en tom cementsilo på fabrikken på Hjulmagervej i Aalborg.
Udviklingsprojektet ”Grøn Beton II” er støttet af Innovationsfonden og har til formål at skabe grundlaget for en mere miljøvenlig cement- og betonproduktion i Danmark.
I det konkrete forsøg skulle Unicon og Aalborg Portland vurdere den nye cements egenskaber i forhold til den velkendte Rapid-cement. Seks tons SCM cement blev blæst op i en tom cementsilo, og der blev produceret både lavabeton og traditionel sætmålsbeton af henholdsvis SCM-cement Rapid-cement.
Egenskaberne i frisk og hærdnet tilstand kunne på den måde sammenlignes, og ifølge produktchef Jørgen Schou fra Unicon var de to cementtyper ligeværdige på en række parametre.
- Den afprøvede SCM-cement er en prototype, som giver en masse gode erfaringer at bygge videre på. Men der er endnu en del udviklingsarbejde foran os, før en ny, CO2-reduceret cement ruller ud fra Aalborg Portlands fabriksanlæg, siger han.
På et afgrænset, udendørs areal blev der støbt to betonplader med Lava beton – en med Rapid cement og en med SCM cement - til vurdering af de to betoners egenskaber ud fra et udførelsesmæssigt synspunkt. Tilsvarende blev der støbt en støttevæg hos Aalborg Portland med sætmålsbeton, hvor eventuelle farveforskelle over tid kan vurderes for de to betoner.