Tømrer-skole kan ikke følge efterspørgsel fra erhvervslivet
Erhvervsskolerne Aars kan ikke følge med efterspørgslen på tømrer- og erhvervsuddannede.
På Erhvervsskolerne Aars er problemstillingen helt anderledes.
- Vi har, modsat mange andre brancher, ikke problemer med at finde lærepladser til vores elever. Vi har en god relation til en lang række samarbejdspartnere, men vi oplever, at efterspørgslen på vores elever er større end det faktiske elevtal. Vi har faktisk været nødsaget til at afvise flere virksomheder, da vi ganske enkelt ikke kan følge med efterspørgslen, siger Karsten Nielsen, der er faglærer og praktikpladskonsulent på Erhvervsskolerne Aars og uddybder:
- Det gode samarbejde mellem Erhvervsskolerne Aars og virksomhederne i kommunen bunder i et personligt kendskab, der har gjort det lettere at finde det rigtige match mellem elev og mester. På den måde får vi afstemt både personlighed og forventning hos den enkelte, hvilket har resulteret i positiv respons fra både elever og samarbejdspartnere.
Kastberg får få ansøgninger
Den betragtning kan Hans Jørgen Kastberg, der er direktør for Kastberg A/S, godt nikke genkendende til. Kastberg er en af de helt store aftagere af elever fra Erhvervsskolerne Aars.
- Sidste gang vi søgte, var der forbavsende få ansøgninger, og jeg ved at en af mine murer kollegaer slet ingen ansøgninger fik. Vi har mellem 6-10 elever hele tiden. Pt. har vi 7 elever, og 2 af dem bliver udlært her i foråret, så vi skal formentligt have en eller to nye ind inden sommer, og på nuværende tidspunkt ligger det desværre ikke i kortene, hvor de skal komme fra, siger Hans Jørgen Kastberg.