Stor interesse for Københavns Kommunes opgaver
Der var mere end 60 virksomheder, der deltog i stormøde om de opgaver, som Københavns Kommune sender i udbud i løbet af 2015.
I de kommende fire år har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune anlægsprojekter for hele fire milliarder kroner - heraf 43 udbud til i alt 440 millioner kroner alene i 2015. Over tres virksomheder var mødt op til stormødet om kommunens kommende udbud, så de kan forberede sig bedst muligt på at give tilbud på de mange opgaver.
Og de mange anlægsprojekter er en stor mundfuld selv for landets hovedstad, og derfor er Københavns Kommune og Danske Anlægsentreprenører enige om, at der skal fælles kræfter til.
- Hvis entreprenørerne i god tid får et godt kendskab til de kommende projekter, får de også bedre mulighed for at give attraktive tilbud og ikke mindst sikre, at de har medarbejdere med den nødvendige ekspertise til netop de opgaver, der sendes udbud. Derfor er det naturligvis interessant, når Københavns Kommune fortæller, at det især er klimatilpasning, cyklerne og brovedligeholdelse, der skal fokuseres på i 2015, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri og tilføjer:
- Vi er meget glade for den vilje til samarbejde, vi møder hos Københavns Kommune såvel i forbindelse med drøftelser om nye samarbejdsformer som håndtering af udfordringerne med den nye vejlov, siger Niels Nielsen.