23948sdkhjf

Aarsleff tjener kvart milliard

Entreprenørkoncernen kom stærkt ud af 2013/14 og forventer yderligere vækst i år.
Der var markant fremgang i både omsætning og indtjening hos Per Aarsleff A/S i 2013/14. Det netop offentliggjorte koncernregnskab viser en vækst i omsætningen på 16 % til 8.522 mio. kr., mens resultatet efter skat er forbedret med over 100 mio. kr. til 255 mio. kr. Endvidere er koncernens nettogæld nedbragt fra 507 til 210 mio. kr.

Aarsleff tog i oktober 2013 hul på regnskabsåret med forventningen om et resultat før skat på 260 mio. kr. Det blev i årets løb opjusteret to gange; først til 290 mio. kr. og senere til 330 mio. kr. før skat. Det er ikke mindst anlægsdivisionen, der er med til at løfte indtjeningen. Således er resultatet her forbedret fra 101 til 243 mio. kr. før renter. Funderingsdivisionen har forbedret resultatet fra 61 til 71 mio. kr., mens rørteknik er gået tilbage fra 51 til 37 mio. kr.

Det er blandt andet en positiv afslutning på havvindmølleprojektet DanTysk, der ligger til grund for den positive udvikling. På det danske anlægsmarked er aktiviteterne generelt præget af høj aktivitet og højere rentabilitet i projekterne. Resultaterne i datterselskaberne er også bedre end forventet ved årets begyndelse.

Analyse: Entreprenørerne tjener atter penge
Efter et par hårde år med faldende marginaler omdannes omsætningen i stigende grad til overskud blandt landets store entreprenører, som i 2013 præsterede det største overskud i fire år.

Det var konklusionen i Building Supplys analyse af ni af landets største entreprenørvirksomheder i juni 2013.

Branchen melder om fortsat hård kamp om kronerne, men ikke desto mindre er det lykkedes for otte af analysens ni virksomheder at forbedre overskudsgraden.

Læs brancheanalysen her
Stabilt højt aktivitetsniveau
Ordrebeholdningen er ved indgangen til 2014/15 højere ned på tilsvarende tidspunkt i 2013/14, og Aarsleff forventer derfor yderligere fremgang i aktivitetsniveauet samt et resultat før skat på 350 mio. kr.

- Aktiviteten i det danske anlægsmarked er stabil på et relativt højt niveau, men vil fortsat være præget af hård konkurrence med deltagelse af internationale entreprenørvirksomheder, skriver Aarsleff-ledelsen i sin årsrapport.

Koncernen planlægger samtidig at øge investeringsniveauet fra 256 mio. kr. i 2013/14 til 380 mio. kr. Investeringerne omfatter blandt andet nye maskiner og et nyt kontordomicil i Aarhus med forventet indflytning i efteråret 2016.

Aarsleffs omsætning er i gennemsnit steget med godt 10 procent set over de seneste ti regnskabsår. Koncernen har et overordnet mål om en årlig vækst på 5-10 procent og en EBIT-margin på 4,7 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11