Nyt liv til gamle sygehuse
Freja Ejendomme køber Kalundborg Sygehus og Korsør Sygehus og igangsætter nu nye udviklingsprojekter i de gamle, markante bygninger.
- Nu skal Freja Ejendomme arbejde på at skabe nyt liv i de markante bygninger, så der igen kan komme lys i vinduerne, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk om salget af de to sygehuse, der er blevet ledige som følge af den nye sygehusstruktur i Region Sjælland.
Bygninger med sjæl og historie
Freja Ejendomme har god erfaring med at skabe nyt liv i unikke ejendomme. Selskabet har blandt andet stået bag udviklingen af et nyt boligområde på Forsvarskommandoens gamle område i Vedbæk. I foråret købte Freja fire tidligere sygehusejendomme af Region Syddanmark og har desuden påtaget sig ansvaret for at skabe nyt liv i de tidligere sygehusbygninger i Helsingør og Haderslev.

Korsør Sygehus lukkede pr. 1. januar 2012. I de sidste år var Korsør Sygehus et specialsygehus for geriatri og genoptræning af ældre patienter. Kalundborg Sygehus lukkede samtidig og blev omdannet til sundheds- og akuthus. Det gamle sygehus blev endeligt forladt, da Region Sjælland og Kalundborg Kommune i januar 2014 flyttede ind i det nybyggede, fælles Kalundborg Sundheds- og akuthus.
Den samlede købssum er på 7,8 millioner kroner. Med købsaftalen følger en aftale om en overskudsdeling, hvis Freja sælger bygningerne videre med overskud i løbet af de næste syv år.