Se 3XN’s design af nyt IOC-hovedsæde
Den Internationale Olympiske Komité offentliggør nu de første billeder af sit nye hovedsæde, designet af danske 3XN.
IOC har nu frigivet de første billeder af projektet, som opføres på en 24.000 m² stor grund beliggende ved bredden af Genevesøen i Lausanne, Schweiz. Den nye bygning vil samle 600 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder i forskellige kontorer spredt ud over hele byen.
- I anerkendelse af De Olympiske Leges stærke symbolik og organisationens behov, har vi designet det nye IOC hovedsæde omkring tre centrale temaer: bevægelse, fleksibilitet og bæredygtighed, fortæller Jan Ammundsen, senior partner i 3XN.
Med sin bølgende facade vil bygningen fremstå forskellig fra alle vinkler – ifølge arkitekterne for at skabe et fysisk udtryk, der illustrerer energien fra en atlet i bevægelse. Bygningens indre er designet med så få bærende elementer som muligt med hensigt om at fremme interaktion, kommunikation og videndeling.
Det nye hovedkontor er beliggende i en park, placeret ved bredden af Genevesøen og støder op til det historiske Château de Vidy, som har fungeret som det ikoniske hjemsted for IOC.
Se visualiseringerne af projektet ved at klikke på billedet øverst til højre.