Realdania skal have ny direktør
Hans Peter Svendler takker af som direktør, og Realdania går nu i gang med at finde en afløser.
- Efter 12 fantastiske år i Realdania har jeg besluttet mig for at afslutte min karriere, lidt som den begyndte, med en afsøgende, eksperimenterende periode – mere baseret på småjobs og ad hoc-initiativer end på fast arbejde med en meget lang arbejdsuge. Jeg satser på endnu engang at kunne realisere mig selv fagligt, uden at jeg lige nu ved hvordan – deri ligger jo det eksperimenterende, siger Hans Peter Svendler, der vil være 61 år, når han fratræder i Realdania.
Hans Peter Svendler startede sin karriere som nyuddannet arkitekt med at bistå Louisiana med ekspertviden til udstillingen ”Huset som billede”, fulgt af et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og en periode som timelærer på Arkitektskolen Aarhus. Dernæst brugte han ti år på at stifte og udvikle arkitektfirmaet 3xNielsen, herefter var han i ti år professor, prorektor og forskningschef på Arkitektskolen Aarhus, og fra 2003 direktør i Realdania. Skiftet kommer på et tidspunkt, hvor det både passer direktøren og den filantropiske forening:
-Jeg forlader jo en arbejdsplads, som jeg tror på og brænder for, og jeg har nøje timet min exit, så den passer ind i Realdanias cyklus. Jesper Nygård er som adm. direktør efter halvandet år på posten kørt rigtig fint ind. Vi har sammen implementeret en ny, yderst ambitiøs, filantropisk strategi, og organisationen er med et hold af programchefer og projektchefer nu toptrimmet til at føre stafetten videre, siger Hans Peter Svendler.
Ifølge administrerende direktør Jesper Nygård bliver direktørens afgang et stort savn for alle i Realdania, både personligt og fagligt:
- Der er ingen tvivl om, at Hans Peter Svendlers sko bliver svære at fylde ud. Når man kender hans faglige niveau og ambitioner og hans tidligere karriere, synes jeg, vi har været rigtig heldige at have ham på posten i 12 år. Bestyrelsen har igangsat en proces, hvor vi med hjælp fra Russell Reynolds Associates nu går i gang med at lede efter hans afløser. Opgaven for den nye direktør bliver både at fastholde de gode erfaringer, Realdania har efter 14 års filantropisk arbejde – og på samme tid medvirke til videreudvikling af vores nye værktøj som dagsordensættende, problemdreven filantropisk forening, siger han.