Dansk Boligbyg udvider handelsgymnasium
Tietgen Handelsgymnasium i Odense bruger 43 mio. kr. på en ny cirkelformet bygning i to etager. Byggeriet går i gang straks efter årsskiftet.
Totalentreprenøren Dansk Boligbyg a/s går i gang i januar, og byggeriet skal være klar til aflevering til februar 2016. med i projektet er desuden Casa Arkitekter og ingeniørfirmaet Henry Jensen.
Den nye cirkel-bygning sammenbygges med den eksisterende bygningsmasse, hvoraf 1.000 m² ombygges, primært til nye klasselokaler. Det samlede projekt udgør dermed i alt 4.500 m². Klasselokalerne og studieområder bliver indrettet på parterre-etagen, mens der i stueetagen bliver administration, områder til lærernes forberedelse, mødelokaler og kantine. Og i kælderen bliver der toiletter og teknikrum.
Bygningen opføres i sandwichelementer med færdig hvid overflade, som vil harmonere visuelt med den eksisterende skole. Bygningen vil fremstå med flere store glaspartier, og indvendigt bliver den meget transparent med glasvægge.
Dansk Boligbygs Odense-afdeling blev etableret i 2010 og står aktuelt for projekter med en samlet entreprisesum på godt en halv milliard kroner.