23948sdkhjf

Hospitalsbyggeri går i vinterhi

Efter fem måneder med gravemaskiner og lastbiltrafik er jordoprensningen ved Regionshospitalet Viborgs store byggeplads nu afsluttet. Byggepladsen går derfor i vinterhi frem til foråret, hvor byggeriet af det nye akutcenter fortsætter.
Siden sommerferien har jordarbejderne haft travlt på byggegrunden syd for Regionshospitalet Viborg, hvor de har gravet for til det 24.000 kvadratmeter nye akutcenter. Ud over at grave ud til fundament har opgaven samtidig været at fjerne store mængder forurenet jord fra grunden, som tidligere har huset et gasværk.

103.000 tons jord er fjernet fra området. Heraf var cirka 38.000 tons lettere forurenet jord og godt 37.000 tons stærkt forurenet jord. Oprensningen er foregået under nøje miljøovervågning, og den forurenede jord er nu kørt til godkendte modtagere.

Læs mere: 80.000 tons jord i vejen for stort Viborg-projekt

På forhånd havde adskillige jordbundsprøver og analyser givet et praj om, i hvilken grad jorden var forurenet med blandt andet olie, tjære og cyanid, og projektchef Lillian Kristensen kan derfor nu konstatere, at den omfattende jordoprensning har holdt sig inden for den økonomiske ramme.

- Vi er meget glade for, at vi nu har afsluttet første etape af byggeriet af det nye akutcenter. Det har været en stor og kompliceret opgave, og det betyder meget for hele projektet, at den er godt overstået og har givet byggeriet en flot begyndelse, siger projektchef Lillian Kristensen.

Licitation i vintermånederne
Med jordoprensningen vel overstået går byggepladsen ved regionshospitalet nu i vinterhi frem til foråret, hvor byggeriet ventes at fortsætte. I mellemtiden fortsætter arbejdet med at planlægge byggeri og rokader i detaljer, ligesom der skal gennemføres licitation af byggeriet i løbet af vintermånederne.

En af udfordringerne for hospitalet er, at byggeriet foregår umiddelbart uden for vinduerne, ligesom håndværkerne også med tiden vil bevæge sig ind på selve hospitalet. For mens der bygges, skal hospitalets naturligvis holdes i fuld drift med fortsat fokus på både kvalitet og effektivitet i behandlingen af patienterne.

Udsigt til fremtidens akuthospital
Byggeriet af det nye akutcenter er en del af det store kvalitetsfondsprojekt, som skal sikre borgerne i Viborg, Silkeborg og Skive et fremtidens akuthospital i Viborg. I forbindelse med projektet til i alt 1,15 milliarder kroner har hospitalet allerede bygget blandt andet et nyt Vestdansk Center for Rygmarvsskade, nyt parkeringshus og nyt patologisk institut. Forude venter nu de to største delprojekter: Byggeriet af det nye akutcenter med blandt andet ny akutafdeling, hovedindgang, operationsstuer og sengeafsnit samt ombygningen af store dele af det eksisterende hospital.

Det nye akutcenter ventes at være klar i 2017, mens ombygningen af hospitalet vil vare yderligere et par år derefter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078