Ollerup får arena til 3.500 tilskuere
Den A.P. Møllerske Støttefond donerer et tocifret millionbeløb til Gymnastikhøjskolen i Ollerup, som dermed kan realisere drømmen om at bygge en ny multiarena.
Med donationen fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan renoveringen af den historiske hovedakse på højskolen nu kan gennemføres i sin helhed.
- Donationen indebærer, at den store idrætshal, som ved sin indvielse i 1931 var den største søjlefrie hal i Nordeuropa, nu renoveres og transformeres til en moderne og multifunktionel arena. Ombygningen til en moderne og funktionsdygtig arena vil ske med skyldig hensyntagen til hallens autenticitet og æstetiske udtryk, skriver Gymnastikhøjskolen i en pressemeddelelse.
Undervejs i processen inddrages både Svendborg Kommune og fremtidige lokale brugere for at sikre, at der bliver tale om et færdigt projekt, som tilgodeser fremtidens aktører i bred forstand.
Den historiske hovedakse samt parken ved Gymnastikhøjskolen i Ollerup er omfattet af en bevarende lokalplan.