Allerød sender ny institution i udbud
Ny daginstitution til 37,5 millioner kroner skal bygges ved Ravnsholtskolen i Allerød. Byrådet har netop vedtaget at sende projektet i udbud.
Størrelsen på byggeriet afhænger af den endelige placering. Nybyggeri skal være på minimum 1.700 m², og ved en sammenbygning og brug af 200 m² på Skovsneppen - et samlet byggeri på i alt 1.900 m². Sker der ikke en sammenbygning med Skovsneppen, er minimumsarealet 1.750 m². De ekstra 50 m² er primært til garderobe for skovbørnehavens 40 børn.
Byggeriet skal som minimum opføres som Lavenergiklassebyggeri 2015. Kan man opnå lavenergiklasse 2020 i projektet, vil det blive betragtet som en stor kvalitet, understreges det i byggeprogrammet. Der bliver også lagt vægt på brugen af miljøvenlige materialer i byggeriet.
Budgettet for byggeriet af den nye daginstitution er på 37,5 millioner kroner. Institutionen får plads til 190 børn, heraf 40 skovbørnehavebørn.