Spaden i jorden til grønt friluftsbad
Ruds Vedby ved Sorø får et ”grønt” friluftsbad. Nul klor og lav CO2-belastning kendetegner svømmesøen, hvor man i dag tager første spadestik. Anlægsfirmaet Junckerhaven står bag de specielle løsninger.
Nu bliver drømmen til virkelighed. Første spadestik bliver taget i dag den 2.december.
Når badesæsonen begynder til maj næste år, kan badegæster i Ruds Vedby hoppe i det, som bliver Danmarks første friluftsbad med biologisk rensning. Det skriver Grontmij i en pressemeddelelse.
Det biologiske filter med videre bliver etableret af anlægsgartnerfirmaet Junckerhaven. Virksomheden har bygget en række større og mindre svømmesøer inden for de sidste 10 år.
Samspil mellem miljø og energibesparelse
Projekt er en del af Sorø kommunes ESCO-samarbejde med energispecialisten Schneider Electric, som siden 2010 har været totalentreprenør på en omfattende energirenovering på 50 af kommunens ejendomme.
- Energibesparelser og miljøvinklen går hånd i hånd i dette projekt. Det er spændende at være med til at lave så nyskabende et projekt sammen med Sorø Kommune. Kommunen har været meget vedholdende og kæmpet for at det skulle blive muligt. Og nu har vi fået tilladelsen og kan gå i gang, siger Anne Wiboe Holm, projektleder hos Schneider Electric.
Friluftsbadet uden klor og en CO2 belastning, der er fire gange lavere end, hvis badet skulle drives traditionelt, forventer en årlig energibesparelse på næsten en kvart million kroner.