Installatørernes forventninger afspejler opgavefattigt 2015
Færre el- og vvs-virksomheder forventer en positiv udvikling i omsætning og beskæftigelse i de kommende tre måneder.
Installationsbranchen er i november den eneste af byggebrancherne med positive forventninger til omsætning og beskæftigelse. De positive forventninger er faldet ganske kraftigt i løbet af de seneste tre måneder. Når forventningerne trods alt stadig er svagt positive skyldes det bl.a., at flere små- og mellemstore virksomheder oplever, at privatkunderne udnytter årets sidste måneder til at benytte BoligJobordningen inden ordningen ophører ved årsskiftet. De positive forventninger har ikke løftet branchens reelle beskæftigelse, der i 1. til 3. kvartal 2014 omtrent er på niveau med samme periode i 2013.
Branchens forventninger i november er de første konjunkturtal, der inkluderer en måned i 2015. De lavere forventninger bekræfter, at el- og vvs-virksomhederne samlet set regner med et opgavefattigt 2015. BoligJob-ordningen udløber, den almene boligsektors renoveringsaktivitet har kulmineret og aktiviteten fra stormskader og skybryd er væk.
Det skaber usikkerhed, at opsvinget i dansk økonomi fortsat lader vente på sig. Fredag d. 28. november 2014 offentliggør Danmarks Statistik BNP-tal for 3. kvartal, som viser om der er vækst i dansk økonomi. Et bredt udsnit af toneangivende økonomer forventer en flad udvikling i BNP fra 2. til 3. kvartal. Ser man frem mod 2015, er der hos økonomerne forventning til spirende vækst.