23948sdkhjf

Ingeniører skal tilbage på skolebænken

DTU Byg har besluttet at styrke sit engagement inden for efteruddannelse af branchens ingeniører.
I samarbejde med Dansk Konstruktions- og Betoninstitut A/S (DKBI) udbyder DTU Byg nu en række tekniske efteruddannelseskurser for konstruktionsingeniører. Samarbejdet med DKBI er det første af en række tiltag, der skal styrke DTU Bygs efteruddannelsesaktiviteter.

Bag beslutningen ligger ifølge vicedirektør Henrik Stang en overordnet strategi om, at DTU skal spille en mere fremtrædende rolle på markedet for efteruddannelse af ingeniører, så de kan vedligeholde og opdatere deres faglige kompetencer.

- Styrkelsen af instituttets efteruddannelsesaktiviteter er et vigtigt element og en naturlig del af universitetets engagement i samfundet. Vi har indledt samarbejdet med en ekstern partner, DKBI, som et bevis på, at vi vil ønsker et samarbejde med de stærkeste partnere på markedet, siger han.

Henrik Stang peger på, at der i andre lande, eksempelvis England, er krav om, at færdiguddannede ingeniører skal dokumentere, at de løbende vedligeholder deres professionelle kompetencer. I Danmark eksisterer ikke tilsvarende formaliserede krav til efteruddannelse.

En styrkelse af DKBI
Hos DKBI oplyser direktør Finn Bach, at samarbejdet vil omfatte alle DKBI’s nuværende kurser og alle kommende kurser. Kurserne planlægges og bemandes af et kursusudvalg, hvor DTU Byg er repræsenteret. Desuden underviser flere af instituttets medarbejdere på kurserne.

- Samarbejdet med DTU Byg er en styrkelse af DKBI’s efteruddannelsesaktiviteter. Samarbejdet sikrer, at kurserne altid er ajourført med den nyeste viden, at der er en bedre sammenhæng mellem ingeniøruddannelserne og efteruddannelseskurserne, og at ingeniøren allerede under sin uddannelse bliver bekendt med tilbuddet, siger Finn Bach.

Samarbejdet vil endvidere omfatte et initiativ til etablering af et system, der kan dokumentere, at den enkelte ingeniør gennem deltagelse i efteruddannelseskurser med eller uden prøveaflæggelse har vedligeholdt sine faglige færdigheder.

Kurser afholdes dels i DTU’s mødecenter/undervisningslokaler til efteruddannelse og dels hos DKBI’s aktionærfirmaer
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1