Nu løftes sløret for fremtidens Esbjerg Museum
Siden foråret har Aart Architects i samarbejde med Expology, Rambøll og Sydvestjyske Museer arbejdet på at nytænke Esbjerg Museum. Nu løfter teamet sløret for fremtidens museum, ”Pionermuseet Esbjerg”.
I projektet nytænkes Esbjerg Museum ved at gribe tilbage og genopdage Esbjergs unikke historie som pionérby. Fremtidens museum får derfor navnet ”Pionermuseet Esbjerg” og kommer til at indeholde kulturhistoriske temaer fra den moderne by med temaerne Pionerbyen Esbjerg, Esbjerg Future Lab, Esbjerg før Esbjerg og besættelsestid med arkiv, udstilling og læringscenter for Holocaust.
- Vi er glade for den tillid, som Sydvestjyske Museer har vist os som team. I projektet har vi været drevet af at nytænke museet som et moderne kultur- og læringscenter, der engagerer de besøgende på nye måder og åbner for nye perspektiver på Esbjergs fantastiske kulturhistorie, fortæller Torben Skovbjerg Larsen, partner i Aart Architects.
Teamet har i sit projekt lagt vægt på at tale til både sanser og følelser. Nye formidlingsformer skal for eksempel give de besøgende mulighed for at indleve sig i historien på nye måder. Det skal blandt andet ske via interaktive udstillinger designet af Expology, hvor de besøgende kan lege sig til viden om Esbjergs historie, mens en ny interaktiv facade, designet af Aart Architects, skal profilere museet som en moderne og markant kulturinstitution i bybilledet.
Hos Aart oplyser kommunikationschef Jesper Hallstrøm Eriksen, at det endnu ikke er besluttet, hvornår projektet går i gang. Det netop offentliggjorte idéprojekt skal blandt andet bruges til at søge fondsmidler for et tocifret millionbeløb til at realisere det fremtidige museum.