23948sdkhjf

Nyudviklede betonrør klar til fuldskalatest

Svovlbrinte kan reducere et betonrørs levetid med op til 70 %. Et konsortium med RC Betonvarer blandt deltagerne skal nu teste, om en ny teknologi kan stå distancen i ekstremt aggressive spildevandsmiljøer.
Det er en kendt udfordring, at ekstremt aggressive miljøer kan forårsage korrosion af betondele i afløbssystemer, og det opfattes som en af de mest væsentlige udfordringer i flere af landets spildevandsforsyninger.

Et projekt, som Teknologisk Institut, RC Betonvarer A/S, Aalborg Forsyning, Kloak A/S og Hofor startede op i januar 2013, er nu klar med tre nyudviklede teknologier. I alt 225 meter rør med tre nyudviklede teknologier bliver etableret på en fuldskala forsøgsstrækning ved Vaarst, syd for Aalborg.

- Etablering af fuldskala forsøgsstrækningen er kulminationen på projektet. Vi har arbejdet intenst med de nye teknologier, som er gennemtestet i vores laboratorier, hvor vi bl.a. har udført syretests og undersøgelse af, hvordan de forskelige teknologier påvirker betonens egenskaber, siger projektleder Jack Anderson fra Teknologisk Institut.

Vigtigt at udfordringen løses
Nedgravningsarbejdet er sat i gang i oktober, og det er rør med tre forskellige teknologier, samt standard referencerør, som skal etableres – henholdsvis imprægnerede/coatede rør, rør med fint kalktilslag og rør med slaggecement (CEM III/B).

Alle rørene er leveret af RC Betonvarer, og det skal nu testes, hvordan de forskellige teknologiers opbygning klarer sig over for de aggressive miljøer, der hersker i spildevandsledninger.

For Jack Anderson og resten af projektteamet, er der ingen tvivl om, at projektet er vigtigt, hvis det skal lykkes at løse de udfordringer som spildevandsforsyningerne står overfor.

- Vi er nødt til at få løst problemerne med svovlbrinte i kloaknettet. Hvis vi ikke får løst problemerne, er meldingen fra flere spildevandsforsyninger, at det kun er et spørgsmål om tid, før svovlbrinten ender med at nedbryde de betonkloakrør, som transporterer en betydelig andel af dansk spildevand, fortæller Jack Anderson.

Når rørtyperne er etableret på forsøgsstrækningen, vil deres tilstand blive fulgt af projektteamet gennem de næste mange år. Projektteamet overvejer desuden at søge finansiering til fortsat udvikling på området.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109