Glostrup-installatør opdaterer IT-firmas ventilation
S&H Klimateknik har udskiftet seks ventilatorer på anlægget, som køler et 2.000 m² stort serverrum hos IT- og televirksomheden Jaynet i Glostrup.
3
Billeder
SH Klimateknik stod for udskiftningen af de seks ventilatorer på toppen af Jaynets chiller.
Jaynet lever af driftssikkerhed, og køling af det 2.000 m² store serverrum er derfor af vital betydning. Op ad bygningen står syv kæmpestore chillere med hver seks ventilatorer. De kører 24 timer i døgnet reguleret op og ned i hastighed efter behov. Ved at skifte til aksialventilatorer med integreret styring og EC-motor spares der cirka 7.000 kWh årligt på driften af et enkelt af de syv anlæg. Det svarer til cirka en tredjedel af forbruget til ventilatorerne på de chillere, der stadig kører med AC-ventilatorer.
En tak bedre end forventet
I første omgang er der installeret nye ventilatorer på en enkelt af de syv chillere, og energiforbruget følges tæt og sammenlignes med målinger på anlægget ved siden af, der ikke har fået skiftet ventilatorer. Der er nu i seks måneder indsamlet data via bimålere kun tilsluttet ventilatorerne, og Martin Axelsen, der er Hosting Facility Manager hos Jaynet, har regnet på tallene.
- Chilleren med de nye ventilatorer bruger omkring en tredjedel mindre strøm end de andre, men vi kan ikke fastslå den præcise størrelse af besparelsen, før vi har målinger for et helt år. Behovet for køling varierer jo enormt i forhold til udetemperaturen, og vi har lige haft en meget varm sommer, hvor ventilatorerne virkelig har været på arbejde og kørt op imod de 100%, forklarer Martin Axelsen.
Når udetemperaturen falder, og ventilatorerne drosler ned til under 100 procent, stiger størrelsen af besparelsen igen, og Martin Axelsen mener, den realiserede besparelse kommer til at ligge på cirka 7.000 kWh pr. år, hvilket svarer til 34 procent - en tak bedre end den minimumsbesparelse på 28 procent, som ebmpapst havde garanteret forud for udskiftningen.