23948sdkhjf

Nedriver med vinden i ryggen

Flere store opgaver fylder ordrebogen hos Søndergaard Nedrivning A/S. Det 58 år gamle familiefirma nedriver for øjeblikket tusindvis af kvadratmeter på Experimentarium i Hellerup.
- Generelt udvikler markedet for nedrivning sig positivt. Der konstateres hele tiden flere miljøfarlige stoffer, og det kan bedre svare sig at rive gamle bygninger ned, end at renovere dem. Det giver os vind i ryggen.

Mads Søndergaard beklager sig ikke over krisetider. Dem har han nemlig vanskeligt ved at få øje på som administrerende direktør for en af Sjællands største nedrivere, Søndergaard Nedrivning A/S i Frederikssund. Igen i år ryger omsætningen på den høje side af de 100 millioner kroner. Og udviklingen i det 58 år gamle familiefirma er absolut positiv.

Flere store opgaver
I øjeblikket har en del af Søndergaard Nedrivnings folk og maskiner masser at se til i Hellerup, hvor firmaet har hovedentreprisen på nedrivning og miljøsanering af Experimentarium. Frederikssund-virksomhedens indsats baner vej for en omfattende renovering og udbygning af Experimentarium, som udvides fra 17.500 til 30.000 kvadratmeter. Den eksisterende bygning bevares for 70 procents vedkommende og skal så forsynes med to ekstra etager, som skal bæres af 60 søjler.

Hele projektet omfatter tillige en totalrenovering af den gamle bygning. Søndergaards del omfatter totalnedrivning af omkring 5.000 kvadratmeter, indvendig rydning af samtlige 17.500 kvadratmeter. Samt miljøsanering, hvor nedrivningsfirmaet håndterer asbest, PCB og bly, som den 110 år gamle bygning rummer rigeligt af.

- Opgaven med Experimentarium bliver helt klart blandt de store i år. Ordren har en værdi omkring 10 millioner kroner. Men vi har nu også gang i andre store opgaver samtidig. Blandt andre i forbindelse med renoveringen af Illum og DSBs gamle kontorer i Sølvgade i København, fortæller Mads Søndergaard, der som følge af den positive udvikling har valgt at investere i to nye Komatsu-maskiner; en stor gravemaskine med hydraulisk saks og en lidt mindre grave maskine, samt en Atlas læssemaskine.

- Maskinkøbene er en del af vores strategi. Tidligere skulle vi have været ude at leje maskiner til så stor en opgave, fordi vi ikke havde en langarmet gravemaskine. Nu satser vi på at have samtlige nedrivningskompetencer i eget hus, og det kræver naturligvis det rigtige materiel. Vi vender situationen om. Hvor vi tidligere lejede maskiner for at klare opgaver, vil vi nu sørge for at finde opgaverne til maskinerne, forklarer Mads Søndergaard.

Regler fortolkes forskelligt
Det var Mads Søndergaards farfar, Ejnar Søndergaard, der lagde grunden til virksomheden i 1958. I 1985 overtog hans søn, Tommy Søndergaard, roret og satte turbo på udviklingen af firmaet. I 2005 blev der igen taget hul på et generationsskifte i Frederikssund, og i dag er det så Mads Søndergaard, der sidder i familiefirmaets chefstol.

- Vi har omkring 80 medarbejdere og bruger tillige mange indlejede folk, så vi totalt beskæftiger i omegnen af 140 mand. Indtil videre opererer vi udelukkende på Sjælland, men ambitionerne er da til på et tidspunkt også at komme vest over. Men vi udvikler os konservativt og med respekt for min fars værdier, fortæller Mads Søndergaard.

Han er medlem af bestyrelsen i Nedbrydningssektionen under Dansk Byggeri og oplever generelt utilstrækkelig viden om reglerne for miljøsanering i mange kommunale forvaltninger. Det giver konkurrence på ulige vilkår fra mindre seriøse nedrivere.

- Vi ønsker at konkurrere på viden og kompetence i stedet for på kreativitet. Jeg kan jo se, at det nogle steder halter med dokumentationen for håndteringen af affaldet, når det er brudt ned. Der er tydeligvis penge i at snyde. Reglerne i affaldsregulativet er der, men de fortolkes forskelligt. De miljøfarlige stoffer skal fjernes ved kilden. Det koster penge, men til gengæld får vi også en miljømæssig værdi, siger Mads Søndergaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078