23948sdkhjf

Internationale arkitekter på den grønne løber

Ellen van Loon fra OMA, DaeWha Kang fra Zaha Hadid Architects og Jakob Lange fra BIG er blandt hovedtalerne på dette års Building Green i dagene 29. og 30. oktober.
Med lidt over en måned tilbage er nedtællingen til årets bæredygtige begivenhed i byggeriet, Building Green, nu for alvor i gang.

Mere end 85 pct. af udstillerstandene på fagmessen er nu booket, og det netop offentliggjorte konference- og seminarieprogram byder på en perlerække af internationale profiler, der i løbet af de to messedage indtager talerstolen for at dele deres visioner for og erfaringer om bæredygtigt byggeri.

Blandt messens hovedtalere er således partner Ellen van Loon fra Rem Koolhaas’ tegnestue OMA, arkitekt og seniorrådgiver DaeWha Kang fra Zaha Hadid Architects samt partner Jakob Lange fra tegnestuen BIG.

Derudover bidrager dr. Dorthe Rich Jørgensen, der er en af Englands førende bæredygtighedskonsulenter og bl.a. har været bæredygtighedsansvarlig under opførelsen af OL Byen i London 2012, med sit perspektiv på udviklingen af bæredygtig infrastruktur. På messens andendag d. 30. oktober er der desuden lagt op til debat med bl.a. EU's klimakommissær Connie Hedegaard under overskriften ”Det grønne monopol”.

- Programmet i år afspejler vores ønske om at sætte ekstra fokus på byggeriets internationale dimension med en række toneangivende profiler, som kommer med dyb faglig indsigt i de problemstillinger, som ofte gør sig gældende på tværs af landegrænser, når vi snakker bæredygtigt byggeri, udtaler Senior Project Manager Mette Grydehøj Post fra Building Green.

Mødet mellem arkitektur og bæredygtighed
Ellen van Loon har, som partner i Rem Koolhaas’ tegnestue OMA blandt andet stået i spidsen for opførelsen af Casa da Musica i Porto (2005), som i 2007 blev hædret med RIBA-prisen, ligesom hun i 2003 forestod opførelsen af den hollandske ambassade i Berlin, der vandt EU's Mies van der Rohe-pris i 2005. Hun vil på messen tale om de udfordringer og muligheder, der opstår i mødet mellem arkitektur og bæredygtighed.

Arkitekt og seniorrådgiver DaeWha Kang fra Zaha Hadid Architects har blandt andet undervist i arkitektur på amerikanske universiteter såsom Yale og Columbia, og har derudover siddet i redaktionen på Yale Architectural Journal, der udgør ét af arkitektfagets mest anerkendte fagtidsskrifter.

Tegnestuen BIG er repræsenteret ved partner Jakob Lange. Han vil under overskriften ”BIG Ideas” tale om de potentialer, der ligger i at udvide byggeriets ressourcebevidsthed, fra velkendte strategier såsom upcycling til nyere idéer om leasing, sharing og urban mining.

- Vi tror på nødvendigheden af, at arkitekturen bevæger sig ind på nye uudforskede felter for at håndtere nutidens udfordringer. Ved at ramme ned i det frugtbare overlap mellem pragmatisme og utopi kan vi som arkitekter bidrage til at ændre planetens overflade i en bedre retning, som samtidig matcher de krav og udfordringer, nutidens måder at leve på stiller, forklarer Jakob Lange.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094