Store biogasopgaver til fynsk VVS-firma
Dewa VVS & Energi skal levere vand, varme og rørføringer til tre biogasanlæg i Ringe, Bogense og Holsted. Firmaet har selv været med til at udvikle løsningerne til de tre anlæg.
- Vi er stolte over som lokal virksomhed, at være en del af et så stort anlægsarbejde, og samtidig være part i foreløbig tre projekter, der har været præget af masser af spændene udfordringer med at tilpasse og implementere vores tekniske løsninger, siger Andi Andersen, medejer i Dewa VVS & Energi, med henvisning til de tre biogasanlæg i Holsted i Sydjylland samt Ringe og Bogense på Fyn, som firmaet er involveret i.
Firmaet, som har base i nordfynske Søndersø, har til opgave at levere vand, varme og rørføringer til en stor del af anlæggene samt komfortventilationen til administrationsbygningerne.
Involveret i udvikling og projektering
De spændende udfordringer, Andi Andersen henviser til på biogasanlæggene indebærer, at firmaet har været med til at udvikle løsninger til anlæggene samt projekteret og dimensioneret anlægget.
Blandt andet man været ude i alternative løsninger, idet bygningerne, hvor lastbiler afleverer gyllen, holdes fri for frost hele året. Vel at mærke selvom bygningerne er tæt på helt åbne, da man må sikre en effektiv ventilation.
Der er allerede fuld gang i anlægsarbejdet i Holsted, mens det første spadestik blev taget til biogasanlægget i Bogense i begyndelsen af september. Projektet i Bogense løber op i 150 millioner kroner, skal håndtere 315.000 tons husdyrgødning og anden biomasse om året og vil årligt producere omkring 9,4 millioner kubikmeter bio-naturgas.
Af andre store ordrer, VVS-firmaet står med, er en samlet teknikentreprise på VVS- og ventilationsdelen på tre dyreinternater på Fyn og Sjælland samt i Jylland. De mange opgaver er været med til løfte VVS-firmaet, så antallet af ansatte er frodoblet over de seneste to år.