Rejsegilde på tilbygning til Herlufsholm kostskole
Fremmødet var stort, da der blev holdt rejsegilde for det nye aktivitetshus ved kostskolen Herlufsholm. H. Nielsen og Søn A/S er hovedentreprenør på projektet.
Etableringens af aktivitetshuset betyder, at der skabes 274 kvadratmeter til forskellige indendørs idrætsaktiviteter med fuld kælder indeholdende et redskabsrum med direkte adgang til hallens gulvniveau samt bagvedliggende teknik- og depotrum. I stueplan har bygningen funktion som træningslokale med adgang til den eksisterende hal og de tilhørende omklædningsfaciliteter via et uopvarmet vindfang.
White er arkitekt og byggeleder på aktivitetshuset, som er en tilbygning til den eksisterende sportshal, Trollehallen, der hører til kostskolen.
Historiske rammer lever op til nutidens krav
Udvidelsen af Trollehallen er blot en del af en større modernisering af Herlufholm Skole og Gods’ bygninger. Skolen rummer såvel arkitektoniske som kulturhistoriske værdier, men de fysiske rammer er udfordret på at skulle følge med de skærpede krav, som nutidens undervisningsformer stiller til lokalernes indretning og udstyr.
Aktivitetshuset udføres af hovedentreprenør H. Nielsen og Søn A/S fra Næstved med ingeniørfirmaet Lyngkilde A/S som ingeniør på sagen.
Projektet følger tidsplanen og aktivitetshuset forventes at stå færdig i oktober 2014.