23948sdkhjf

Dronningen lærte om vinduer

Fredag var Dronning Margrethe 2. på besøg hos Outline Vinduer, hvor hun fik indblik i, hvordan en vinduesfabrik anno 2014 arbejder med træsorter, glastyper og produktionsprocesser.
Flere end 300 skolebørn, børnehavebørn og andre spændte Farsø-borgere stod klar med flag og store smil, da Dronning Margrethe 2. fredag eftermiddag besøgte vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø. I forbindelse med regentparrets årlige sommertogt havde hoffet nemlig valgt at lægge vejen forbi vinduesfabrikken for at se nærmere på, hvordan man producerer vinduer og døre i dagens Danmark.

Efter ankomsten og overrækkelse af blomster fik Dronningen og hendes følge en kort introduktion til Outline Vinduer af direktør Mona Sloth Nielsen, som i sin tale især lagde vægt på vigtigheden af at holde fast i princippet om, at vinduer og døre til danske huse skal produceres i Danmark.

- Gennem 30 år har vi produceret vores vinduer i Danmark, og vi har ingen planer om at flytte. Det er vores princip som virksomhed, men vi oplever bestemt også, at efterspørgslen på danske byggematerialer stiger markant i disse år. Traditionelt håndværk kombineret med den nyeste teknologi gør os i stand til at konkurrere med udenlandske produktioner, så vi kan levere konkurrencedygtige produkter til det danske marked, sagde Mona Sloth Nielsen.

Stor interesse i detaljer
Den nordjyske vinduesproducent laver ca. 500 vinduer og døre om dagen, men der findes ikke nogen standardprodukter på fabrikken – alle elementer laves på mål og skræddersyes efter kundens ønsker, både hvad angår design, farver, størrelser og isoleringsevne. Rundvisningen gik gennem hele produktionsprocessen fra råtræ til færdigt produkt med produktionsdirektør Jens Sørensen som kyndig guide:

- Dronningen var meget interesseret i detaljerne omkring dét at lave et vindue anno 2014. Hun var imponeret over, at alle vinduer og døre er specialdesignede, og hun spurgte blandt andet ind til hvilke træsorter, vi anvender; hvilke processer, der udføres manuelt, og hvilke, maskinerne tager hånd om. Vi talte også en del om forskellige glas- og rudetyper i forhold til energirigtige vinduer, fortæller han.

Det kræver en hel del ressourcer at forberede et royalt visit, men ifølge Jens Sørensen har det været hele indsatsen værd:

- Det har været en stor ære at få lov til at give Dronningen et indblik i vores virksomhed. Vi er glade og stolte over den interesse, hun har vist for Outline Vinduer, og vi håber, at hun har nydt besøget lige så meget som os, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096